Bali Rai: Koldt gys

Bali Rai har skrevet en lang række spændende og letlæste bøger, og mange af dem er heldigvis oversat til dansk.

Denne hedder "Shivers" på engelsk, hvilket egentlig er mere dækkende for indholdet end 'koldt gys'.

Skidt pyt med det, i bogen møder vi Sebastian på 15 år. Han er meget alene, og alle unge i hans boligområde er efter ham. Han betaler prisen for noget der skete dengang han var 8 - noget han var ganske uden skyld i.

En iskold snefygende dag møder han Camilla ude i sneen. Hun er smuk, sød og interesseret i Sebastian.
I løbet af den næste tid mødes han med hende dagligt, og hun får meget at vide om ham, uden at han egentlig ved ret meget om hende.
Og da vi befinder os i gyser-genren, har hun selvfølgelig en hemmelighed der er langt værre end Sebastians...

Da bogen virkelig er meget kort, er persontegningen skitseret, men med Bali Rais forfattertalent kommer det til at passe fint til fortællingen.
Jeg var godt underholdt undervejs, og fik også passende 'shivers' i slutningen af bogen.

Et super match til et barn eller en ung, der har brug for en ikke for lang bog der til gengæld ikke er kedelig.

Chris Bradford: Gamer

I 90'erne var der meget tale om 'the second place', hvor man kunne logge sig ind i en virtuel verden på nettet. Der blev også skrevet bøger og lavet film hvor den klassiske fantasy med hjem-ud-hjem blev afløst af en lignende i science fiction-version hvor 'ude' var inde i en computer.
Nu ser det ud til at det er blevet interessant igen. Tidligere i år læste jeg "Ready, Player One" af Ernest Cline. Fantastisk, btw.

"Gamer" er en bog for børn fra 8-9 år vil jeg mene. Måske mest for drenge, for den handler om en træt og nedslidt verden, hvor aggressioner leves ud via computerspillet Virtual Kombat. For gadebørn kan vejen ud af fattigdom og fare være at blive 'fundet' under en talentscreening.
Og det er netop det, der sker for Scott, hovedpersonen i "Gamer".
Han bliver flyttet fra gaden til en slags børnehjem hvor børnene kæmper mod hinanden for at blive elitegamere og derved vinde den største præmie. Men præmien er ikke hvad den ser ud til, og det er spillet heller ikke.
Plottet er usandsynligt og persontegningen meget spinkel. Men det gør ikke noget, for pulsen stiger når kampene udspilles i cyberspace og det bogstaveligt talt er liv eller død, det hele handler om.

Sienna Mercer: Ulvehyl : Min bror, varulven

En af mine veninder syntes jeg skulle anmelde serien om 'Min søster, vampyren' af Sienna Mercer. Men den er ikke så ny at det gør noget, og jeg synes egentlig selv at det er sjovt at skrive om nye bøger, som andre måske ikke er  nået til endnu.

Ulvehyl er første del i serien 'Min bror, varulven', der sikkert kan få en god portion læsere ved på mange måder at have samme koncept som 'min søster, vampyren'.

Daniel og Justin er tvillinger, født med kun 6 minutters mellemrum. Deres fars store hemmelighed er, at han er varulv, og at halvdelen af hans børn også vil blive varulve ved første fuldmåne efter deres 13-års fødselsdag. 

Da Justin udviser typiske varulvetræk: Sportsglad og med lynhurtige reflekser, har faren afsløret sin hemmelighed for ham, men ikke for Daniel.

Daniel er vild med musik, har sit eget band og er måske en smule mere indadvendt.

Ifølge bogens logik er det derfor klart at det er Daniel, der på deres fødselsdagsfuldmånenat pludselig får lange negle og hår i ansigtet.

Der går en hel, laaaang dag, før Daniel og Justin får rede på situationen og overblik over alle problemerne. Justin havde regnet med at bruge sine varulvekræfter til sin sport samtidig med at Daniel febrilsk forsøger at skjule sin varulvethed for den søde pige, der lige er flyttet ind overfor. For ikke at tale om hvor svært det er at spille guitar når neglene pludselig bliver til kløer!

Jeg synes at bogen var virkelig sjov. Den balancerer fint mellem fortællingen om at være ung med hormonerne dansende i kroppen, og så den basale 'what if'-historie, hvor alt bøvlet ved at være en slags monster giver plads til alskens Buster Keaton-agtige scener.

Et kvalitetsstempel er, at jeg uden videre fik min yngste søn (9 år) på at læse den, fordi han kunne høre mig grine under læsningen. 

Så den vil jeg uden videre hurlumhej formidle til alle børn der holder af en sjov bog med lidt alvor neden under alt det sjove

Lise Bidstrup: Prepper

Lise Bidstrup har skrevet en lang række børnebøger i fantasy-genren, især let læste. Her har hun bevæget sig ind i ungdomsbøgerne i en genre der godt kan kaldes en slags science fiction selv om det egentlig ikke er det, der er tale om.

Daniel på 17 har levet hele sit liv med at forberede sig på dommedag. Hans forældre er fuldstændig overbeviste om at en solarstorm en dag vil ødelægge al elektrisk infrastruktur med menneskehedens undergang til følge. Familien har allieret sig med et par andre familier og indrettet en gammel underjordisk øvelsesbunker til årelang overlevelse.

I bogen følger læseren Daniels liv, både før, under og efter katastrofen indtræder.
Forfatteren skifter kapitelvis mellem Daniels næsten-normale teenageliv og de problematikker der er i forhold til at skulle skjule for sine venner at al hans fritid går med at forberede sig på ragnarok, og så den hverdag der indtræder i den hermetisk lukkede bunker.

Lise Bidstrup lykkes med en ret hurtigt læst bog, der får behandlet nogle emner omkring det at være anderledes, om overlevelse og om fanatisme. Jeg ved ikke helt, om den unge læser fanger hvordan bogen vil ende (der er lagt ret tydelige ledetråde ud), men det ændrede ikke for mig en god læseoplevelse.

Suzanne Collins: Gregor i Underlandet

Som nogen måske vil vide, er Suzanne Collins forfatteren til den fantastiske Hunger Games trilogi. Men før hun begyndte at skrive ungdoms-sf-dystopi, skrev hun en række bøger om Gregor i Underlandet. De er ikke så  barske som Hunger Games-trilogien, og henvender sig da også til et noget yngre publikum.

Gregor er 11 år. Han bor sammen med sin mor og to mindre søstre i New York. Hans far forsvandt sporløst for tre år siden, og savnet og længslen efter faren løber som en rød tråd gennem bind 1.
En dag finder hans lillesøster Boots på 2 år en åbning i vaskekælderen. Hun falder naturligvis gennem åbningen, Gregor lige efter hende, og så falder de lige som Alice i Eventyrland, længe, længe, længe. Og lander blidt i Underlandet, hvor alt det småkravl vi ikke regner for noget, dels er i menneskestørrelse, dels er intelligent. Men ikke nødvendigvis venligsindet!
Her er også mennesker, og en profeti der nødvendigvis omhandler vor helt. Han skal redde menneskene i Underlandet ved at føre krig mod de onde og lede rotter.

So far, so good, ligner det en helt almindelig hjem-ud-hjem fantasy. Velskrevet, jovist, men ikke noget ualmindeligt. Men det kommer heldigvis!

Det ualmindelige ligger delvis i at Gregor på ingen måde ønsker at være profetiens kriger. Han er sådan set ligeglad med at skulle redde nogen - og hvordan var det også lige at en 11-årig skulle kunne det? - og han har sine helt egne selviske grunde til at gå med på at drage mod rotternes land.
Men især er det Boots. Boots er intet mindre end en fantastisk tilføjelse til historien. Hun er sjov, besværlig, lugter, er i vejen, er knuselskelig, lige som virkelige to-årige er det. Der er intet til at pille en helt ned som at skulle skifte lortebleer, for ikke at tale om når Boots' hysteriske vredesudbrud kan benyttes som krigsvåben.
Hun gør forskellen på den udmærkede, men noget rutineprægede præstation (et 10-tal i gamle dage) og rykker bogen op i superligaen af mindeværdige bøger.

Jeg har også læst bind 2 og 3 i serien, der på samme måde udnytter Boots' personlighed til at give bøgerne et frisk pust. Og så er det jo ikke småting en forfatter kan slippe af sted med når der er en to-årig heltinde til stede. Man kunne have frygtet at de næste bind blev lidt trætte, når Gregor efterhånden accepterede at han er en helt, der er skrevet profetier om, men med Boots til at drive historien frem er det ikke noget problem.

Både min 15-årige og min 9-årige testlæser har været særdeles velfornøjede med første bind, og jeg nyder at kunne formidle denne skønne serie til alle eventyrlystne læsere fra 9 år og op til mindst 42!

Ilsa J. Bick: Ashes

En af mine ikke-så-hemmelige laster er at se på når mine drenge spiller. Nogen gange ender jeg med også at spille, jeg nævner i flæng: Minecraft, Rayman, Ratchet & Clank. Desværre er jeg idiot til Portal, som ellers er et super fascinerende spil. 

Nå men jeg kom til at tænke på et spil, der hedder "The last of us". Det handler om manden Joey, der samler den 14-årige pige Ellie op og rejser med hende gennem en post-apokalyptisk verden hvor store dele af menneskeheden er blevet angrebet af en svamp, der gør dem til en slags zombier. Historien er virkeligt spændende, grafikken er overlegen, og det fedeste i verden er at se på mens den store dreng spiller med en af sine venner, mens de analyserer og fortolker spillet som om de havde dansktime. De er selvfølgelig ikke klar over, at det er dét, de gør :-)

De to hovedpersoner kæmper hårdt for at redde sig selv og hinanden i en verden der er helt smadret, og hvor man ikke engang kan stole på de andre raske mennesker, man møder.

Og grunden til at jeg kom til at tænke på dette spil, er den bog, jeg lige er blevet færdig med: Ashes.

Alex på 17 er taget ud i ødemarken for sige et sidste farvel til sit liv. Hun er ramt af en hjernetumor og har både mistet lugtesans og livsmod. Netop da kortlutter en sønderrivende elektromagnetisk puls al elektronik og ændrer de fleste mennesker. Nogle får supersanser: de kan høre, lugte, føle bedre end alle andre. Men langt de fleste får en ubetvingelig lyst til at æde andre mennesker. 

Alex og verdens mest irriterende 8-årige pige: Ellie, møder Tom, der er veteran fra Afghanistan. De tre kæmper for at overleve i ødemarken, hvor mangel på mad og rent vand er lige så farligt som de zombier der gerne vil æde dem.

Undervejs bliver de splittet fra hinanden, og cirka halvvejs inde i bogen skifter den karakter, da Alex alene og i meget dårlig tilstand når frem til byen Rule. Her er der en blanding af børn og gamle mennesker, og så nogle ganske få teenagere der ligesom Alex har overlevet EMP'en.

Det er ikke tilfældigt at byen hedder Rule. Der er mange regler, og de er ikke alle sammen af det gode. Alex bliver nødt til at få orden på sine prioriteter og finde ud af hvad hun vil bruge sit liv til. Og så ender bogen i øvrigt i den vildeste cliffhanger, så nu bliver jeg nok nødt til at købe de næste to bind. 

Foreløbig er det nemlig kun bind 1, der kan lånes fra folkebibliotekerne.

Jeg havde egentlig håbet på at det var en stand alone-bog. 

På den anden side kan jeg næsten ikke vente på at læse videre om Alex og den voldsomme verden hun befinder sig i. 

Jørn Lier Horst: Salamandermysteriet

Egentlig ville jeg anmelde Requiem af Lauren Oliver, men så syntes jeg det var synd. Hvis du allerede er i gang med Delirium eller Pandæmonium, gider du ikke læse nogen spoilers, og hvis du ikke er, har du noget til gode.

Her er i stedet en dejlig børnekrimi, skrevet af politimand og forfatter Jørn Lier Horst. Der findes en lille håndfuld voksenkrimier fra hans hånd, og nu har han kastet sig over  børnelitteraturen.

Børnene Cecilia, Leo og Une, samt hunden Egon (CLUE) roder sig ud i en en farlig sag, der starter med at Cecilia og Leo finder en død mand på stranden. Det menes, at han er forlist ude på et rev et stykke ude, men børnene regner hurtigt ud at der er noget galt. Bevæbnet med en sund nysgerrighed, en god iagttagelsesevne og Leos kamera optrævler de et kriminelt netværk. Undervejs er de flere gange i fare, og selve uhyggen ved at se et dødt menneske er også en del af fortællingen.

Når denne bog adskiller sig fra uendeligt mange andre, der handler om børnedetektiver, er det fordi jeg synes den er nogenlunde realistisk. Det er ikke alt, børnene selv kan klare eller finde ud af, og de er sådan set ikke ude på at løse mysteriet i konkurrence med politiet. De vil bare gerne finde nogle svar på det de ser, som undrer dem.
De metoder, de benytter ligner til forveksling politiets (!), og uden at det går ud over historien, bliver læseren måske klogere på hvad det egentlig er, politiet ser efter når de efterforsker.

Cecilia (med efternavnet Gaathe) har sit helt eget mysterium, der driver hende frem: Hendes mor forsvandt efter en fest et år tidligere og dukkede senere op som åleædt strandvasker. Men hvorfor?
I slutningen af bogen finder hun og læseren ud af at der helt sikkert er noget underligt ved morens død. Og det glæder jeg mig til at læse om!

Sødetime for søde piger - Rosie Banks: Det fortryllede slot

Jeg er ved at forberede en bogcafé for tweens. Hvert år udtages nogle fokusgrupper, som bibliotekerne i min kommune så arbejder med. Og i 2014 er en af fokusgrupperne tweens, og jeg skulle finde på et arrangement for dem.

Hvis du tænker "Arrrrrrgh," er du på linje med mig. Men før jeg gik ud og begik selvmord med en sløv brødkniv kom jeg altså på at lave bogcafé. 

Fordelene er legio: Det koster kun de timer, jeg putter i det, det er noget hvor jeg kan bruge mit materialekendskab og mine vidunderlige formidlingsevner, og hvis der ikke kommer nogen, kan jeg bare genbruge det jeg har forberedt i 1-1 formidlingen i udlånstiden.
What's not to like?

Det eneste det betyder, er at jeg er 'nødt til' at læse en hulens masse nye børnebøger for at være opdateret. Normalt lystlæser jeg sådan mest de der bøger, som drenge også læser. Hestebøger og venindetrakasserier har egentlig aldrig været højt på min læseliste, mens ægte gys efterlader mig søvnløs og svedende i sengen uger efter.
Men altså, i den gode sags tjeneste har jeg reserveret mig igennem en hyldemeter (mindst!!) af litteratur for disse såkaldte tweens. Også hestebøger og tøzede ditto.

Nå men først snuppede jeg denne her lyserøde sag med glimmer og politisk korrekte piger udenpå for at se hvad der er indeni.

"Det fortryllede slot". Af Rosie Banks, første del af serien "Det hemmelige rige". 

Bogen er desværre fuld af billeder af de her tre piger, der næsten hele tiden smiler sødt. Men det skal der måske til for at sælge bøger til tøzer? Jeg har jo kun drenge derhjemme, og de er altså meget mere til zombier, Minecraft og dystopi. Selv ham der er tween. Men han er selvfølgelig heller ikke målgruppe for denne bog...

De tre søde piger Ella, Sofie og Jasmin, som er hjerteveninder og helt sikkert aldrig skændes eller går bag hinandens ryg, finder en æske, der kun kan åbnes når alle tre lægger deres hænder på låget. *Venskab*
Vips kommer alfen Trixi og Kong Munter ud af skabet, og kongen har en mission til pigerne, idet den onde dronning Malice vil ødelægge hans 1000 års fødselsdag.
Pigerne synes det er helt fantastisk og tager omgående med alf og konge igennem skabet (øjner man lige en Narnia-reference her?) og til hans kongeslot.
Den onde dronning har sendt onde følgesvende ud for at ødelægge fødselsdagen, bl.a. ved at gøre alle skuespillerne så triste at de ikke kan optræde for kongen og hans hof. Heldigvis kan de tre piger så let som ingenting ryste både kulisser, skuespil og sang ud af ærmerne. De optræder selv og bryder derved den onde forbandelse! Bare ondskab i vores verden var lige så  nem at klare!
Til sidst vender pigerne tilbage til deres egen verden, men de lover at komme kongen til undsætning igen, og dermed er der sået frø til en lang, lyserød serie.

Bortset fra de tøsede billeder inde i bogen er historien ganske ok. Uden at den siger det højt, handler den om at overvinde besværlighederne ved at være hjælpsom og ved at udnytte hinandens styrker. Og så selvfølgelig at venskab er stærkere end al ondskab, og det er selvfølgelig ikke så tosset.
Når jeg alligevel synes at det er rigelig karikeret, er det måske fordi at jeg er vant til bøger, hvor pigerne er lidt mere realistiske i deres personligheder. Jeg er vant til at andre forfattere af pige-bøger gør lidt mere ud af konflikterne i historien, f.eks. ved at pigerne bliver uenige og er nødt til at overvinde deres irritation-vrede-skuffelse-utilstrækkelighed for at historien kan ende godt.
Men hvis man bare vil have et eventyr hvor der ikke går noget galt, og hvor hovedpersonerne altid er søde og positive, kan man ikke gå galt i byen.

Så det er det, jeg vil sælge den på: De søde piger overvinder alt med deres sødme og sammenhold.

Og så skynde mig at læse 3. del af Lauren Olivers Delirium-trilogi: "Requiem", hvor jeg er 100% sikker på at pigerne ikke er ret søde, og at deres problemer er en del sværere at løse. Jeg er spændt på hvor galt den ender. Men mere om det så snart jeg har læst den færdig!

Når en boghandler er det bedste i hele verden

Jeg har et stykke tid gået og skumlet over en udsolgtmelding. Vores biblioteksvæsen havde bestilt næste bind i ungdomsserien Delirium af Lauren Oliver. Pandæmonium. Første del var helt vildt spændende, en super dystopisk ungdoms science fiction om kærlighed.
Synes du, det lyder selvmodsigende? Jamen, det er det ikke. Der er faktisk en del af den slags bøger i øjeblikket.

Hvis jeg nu siger Hunger Games trilogien (Suzanne Collins), eller Divergent-trilogien (Veronica Roth), eller Matched-trilogien (Ally Condie). Kender du dem ikke? Så har du noget at glæde dig til. De første to trilogier er både for drenge og piger, for voksne og unge. Ikke for børn under 11 år. Matched og Delirium er nok mest for unge piger og kvinder (ja ja jeg ved godt jeg nok lægger mig ud med nogen her).
Men spændende sf for unge, altså. Med kærlighed i. What's not to like?

Anyways, vi havde fået at vide af vores leverandør at bind to er udsolgt fra forlaget. Det tror jeg aldrig jeg har oplevet før med en børnebog. Med film og spil, javist, og det kan måske også ske med små oplag af digtsamlinger. Men hvordan kan en børnebog ikke være udgivet i nok eksemplarer til at bibliotekerne, der i forhold til mange, mange børnebøger er de største støtter af forfattere og forlag, ikke kan få de eksemplarer, de ønsker?

På børnebibliotekarernes facebook-side er sagen ret hot, for der er mange biblioteker der ikke har fået netop denne titel. Men så kom der et godt tip: Forhør dig hos din lokale boghandler! Selv om bogen er udsolgt fra forlaget, kan den jo godt være ude i boghandlerne...
Nogen gange føles det som om man er et kvaj. Tænk ikke at have fået den idé selv!
Så jeg ringede til den lokale Arnold Busck og fik et eksemplar lagt til side. Og til den i Valby, som havde hele to! Og da jeg kom forbi en Bog & Idé gik jeg derind og fik én mere.
Så NU er jeg bare glad. Første del låner godt ud, og vi har lånere der mere eller mindre tålmodigt venter på at vi skal få købt bind 2. Hurra! Hurra! Hurra!

Og som rosinen i pølseenden kom jeg til at købe et par engelske sf / fantasy til egen lystlæsning. Og en til min store
søn, der lykkeligt læser næsten det samme som jeg, sf og fantasy og gerne på engelsk. Han har læst den fantastiske Maze Runner-trilogi (James Dashner) og ville frygtelig gerne læse den prequel, der er udkommet sidste år (det vil jeg egentlig også gerne). Og den havde de altså i boghandlen. Tak, Arnold! Tak B&I!

Jeg kan stadig ikke flyve

Et af frynsegoderne ved at være bibliotekar er muligheden for at holde øje med alle de nye bøger der bliver købt på biblioteket. Jeg har et par forskellige søgestrenge jeg bruger en gang om ugen for at være på forkant - og selvfølgelig reservere alt hvad jeg har lyst til at læse.
Og det er meget!

Jeg har netop lånt en halv hyldemeters penge af nye bøger, og blandt dem var denne historiske børneroman af Anna Woltz.
Den er så god, at jeg blev helt lykkelig da jeg fik at vide at børnebiblioteket havde penge til overs til at købe ekstra bøger for inden året er omme! Den vil jeg nemlig gerne have i mit eget lille lokalbibliotek.

"Jeg kan stadig ikke flyve" er nok ikke en bog, der låner sig selv. Forsiden er ikke sådan medrivende, og emnet er meget smalt: Feriebørn fra Holland tilbringer 3 måneder i Danmark lige efter 2. Verdenskrig.
Men den er bare så skøn og velfortalt, at jeg er nødt til at prøve om ikke jeg kan formidle den.

Ida på 12 og Lukas på 13 er udsultede og afkræftede efter krigen. Landet er i ruiner, og da deres mødre får mulighed for at sende deres store børn på ferie i Danmark til opfedning, bliver de sendt af sted.
De to børn kender ikke hinanden, men ender hos samme familie.
De har hver deres hemmeligheder og skjulte sår fra krigen, og oveni skal de lære et nyt sprog og prøve at blive venner.
Bare beskrivelsen af rejsen fra et krigstræt Holland, gennem det fuldstændig sønderbombede Tyskland og endelig til fredelige Danmark, hvor der er masser at spise og befolkningen hverken er udsultet eller traumatiseret, er intens.
Og efterhånden som Idas store hemmelighed bliver afdækket, får læseren et godt billede af de omkostninger krig kan have hos børn.

Bogens klimaks er ikke så overvældende som i mange andre moderne bøger, men fortællingen har nu i en uges tid ligget hos mig og drejer stadig rundt i min bevidsthed. Der er helt sikkert mange voksne, der også kan have glæde af at læse en bog om et lille aspekt af 2. Verdenskrig, selv om den er skrevet for store børn og unge.
Bogen er dedikeret til forfatterens far samt til den familie, han boede hos i Danmark lige efter krigen.

½ lam og kunsten at udbene samme

Min mor ringede for en uges tid siden for at høre om jeg ville have et lam. Men jeg ville kun have ½. Der skal også være plads til det i fryseren, og vi skal også nå at spise det.
Så søndag formiddag stod jeg med 1 stor lammekølle, 1 stor bov, et stykke med ribben, en hals, ½ lever samt et stort stykke ryg.
What to do?
Det er så her, jeg er blevet så overlykkelig for youtube. Her kan man se tåbelige videoer om mangt og meget, men man kan også få hjælp til de ting man kun gør en gang i mellem eller måske for allerførste gang.
F.eks. at udbene en lammekølle eller en lammebov.
Jeg følte mig som en super-chef da jeg flåede skulderbladet fri af boven!
Vi spiste ribbenene til aftensmad og smed det udbenede kød i fryseren sammen med knoglerne, ryggen og halsen.
Vi skal have lavet en masse iransk mad af det: Mahiche ba baghali polo, Ghorme sabsi og kebab. Opskrifter følger, det lover jeg.
Ribbenene skar jeg fri af hinanden efter jeg havde fjernet en masse fedt. Gned dem med olivenolie, salt og peber og penslede dem med noget røget barbecue-ketchup. Ind i ovnen i en god halv time ved 200 grader. Og så dejlige nordjyske kartofler, skåret i kvarter, olierede og saltede og lidt hvidløg over. Jeg laver altid dobbelt så mange som jeg egentlig tror vi kan spise! Den slags 'pommes frites' er ret populære blandt mændene i huset.
Eneste anke var fra min store dreng - at der var for lidt kød, men at det dog blev opvejet af den passende mængde af kartofler.

En begyndelse

Min yndlingsblogger Julie http://thejulesrules.dk/ har opfordret mig til at skrive. Og blogge. Og ta mig lidt sammen.
Og jeg vil jo egentlig gerne. Skrive om mit liv, de bøger jeg læser, mine tanker og alt det dér som er så trivielt at ville skrive om på en blog.
Så nu prøver jeg.
Du er selv ude om det hvis du følger med. Og selvfølgelig osse hvis du ikke følger med ;-)

Jeg er børne/ungebibliotekar i et dejligt lille etrums-bibliotek i et større væsen.
Jeg er gift med min Azizam, og sammen har vi p.t. en teen og en tween, begge drenge. Og en hankat. Jeg er omgivet af hanner.
Manden i mit liv forstår ikke helt det med at jeg altid læser, når jeg da ikke er i gang med at spille computer. Runescape, Minecraft og nogle fjollede facebookspil. Til gengæld forstår jeg ikke helt hvad det fede er ved at se fodbold mellem to ligegyldige engelske hold. Eller nedrykningskampe i superligaen. Why?
Så elsker jeg at lave mad, underlige kreaprojekter der ofte omfatter mini-hamaperler eller broderi samt at flette usandsynligt indviklede julestjerner.

Jeg er beriget med forældre, en allerkæreste søster og en ditto bror.
Og så er der svigerfamilien i Iran. Der har jeg 5 svigerinder, 3 svogre og så deres mænd, koner, børn og børnebørn. Det er helt vildt når vi besøger dem, men også helt vildt hyggeligt.

Det var lidt om mig og om bloggen. Jeg skal lige læse en bog færdig, så er jeg her igen.