torsdag den 11. september 2014

Søren Jessen: Dødshacket (Det blå blod 1)

Det vrimler med sf i øjeblikket hvor helten er en stærk pige som ender med at redde verden - sort of. Derfor kan det føles helt befriende med en bog hvor helten er en stærk dreng som skal ende med at redde verden, sort of :-)

Erton er 13 år og superatlet i det delvis virtuelle sportsspil Sliceball. Han er efter en kamp på vej sammen med husrobotten Vito til sine forældre og lillebror, der er på ferie.
I røret - en slags fremtidstog - deler de kupé med en kendt forsker og hans hypermoderne K-10 robot, der er så menneskelignende at kun prikken i hendes pande og en blodtest kan afsløre at hun er en robot. Robotter har nemlig blåt blod.
Og så går historien ellers for alvor i gang. K-10 robotten dræber forskeren og Ertons robot, og begynder derefter at jage Erton.
Hans gode fysiske form gør det muligt for ham at slippe kortvarigt fra robotten, og da den alligevel indhenter ham får han uventet hjælp fra cyborgen Vetlar.
Vetlar og hans oldebarn Sasi er mere end almindeligt kyndige udi robotter og særdeles optagede af hvordan en robot har kunnet skade et menneske. Alle robotter er nemlig udstyret med Robotlovene, et sæt blokeringer der skal sikre at de aldrig kan skade mennesker eller tillade at mennesker kommer til skade. Da den avancerede robot faktisk har dræbt en menneske, konstaterer Erton, Vetlar og Sasi at der er tale om om en slags virus, der har hacket computerdelen af robotten. Men hvem har skabt en så farlig virus, og hvorfor?

Bogen er overordentlig tilfredsstillende læsning, og jeg glæder mig til næste bind i serien. Her får vi forhåbentlig nogle af svarene på ovenstående spørgsmål :-)

Bogen anbefales til alle der gider en god ungdoms-sf med action og tænkepauser. Og robotter, naturligvis.

En fodnote: Robotloven er udviklet af forfatteren Isaac Asimov, der i 1950'erne i en række noveller og romaner udforskede robotters og menneskers relationer. Den bruges i robotudvikling i vore dage til sikring af robotter og kunstige intelligenser.

søndag den 20. juli 2014

Paolo Bacigalupi: The Windup Girl

Her i sommer er der ikke blevet læst så meget - jeg har syet en tiger til mit bibliotek, holdt ferie, ferie og mere ferie. Skønt! Men alligevel har jeg fået læst en lille smule, og her er en særlig bog som jeg bliver nødt til at læse igen, snart. Måske skulle jeg købe den? Den kan lånes på nogle ganske få biblioteker i Danmark.

The Windup Girl foregår i en ikke alt for fjern fremtid. Den globale opvarmning har for længst ødelagt store dele af verdens landområder, olien er også sluppet op og forskellige menneskeskabte biologiske plager løber løbsk på Jorden.

I Thailand søger Anderson Lake efter fødevarer, der burde være uddøde. En eller anden genopliver planter som man troede forlængst udryddet. Han er udsendt af et gensplejsningsfirma der ligger i resterne af USA, og hans dække er en fabrik der på forsøgsbasis fremstiller fjedre, der med en særlig algebehandling kan komprimeres særlig meget, så de kan indeholde enorme mængder potentiel energi.

Hock Seng er Anderson Lakes næstkommanderende, en kinesisk flygtning der har sin helt egen dagsorden. Selv om han lever på tålt ophold i Thailand, stræber han stadig efter at genrejse sin slægt efter hele hans familie blev slagtet i Kina. Og hvis indholdet af Anderson Lakes pengeskab kan gøre det for ham, er hverken bedrag eller mord for stort et offer.

Emiko er 'optrækkerpigen'. Genetisk konstrueret og trænet til at være rige japaneres legetøj er Emiko efter manges mening ikke et menneske. Hendes rykvise bevægelser gør hende let at genkende, og da hun ikke er designet til at kunne svede, overopheder hun let og har hele tiden brug for dyr nedkøling i det hede Thailand. Hendes mæcen har forladt hende og hun henslæber sin tilværelse som prostitueret i den thailandske slum.

Jaidee er "Tigeren af Bangkok". En af 'hvidskjorterne', altså politiet, vild og ukorrupt, sådan da. Han hader handelsministeriet og kan finde på lidt af hvert for at genere dem.

Alle disse mennesker eksisterer i et Bangkok der ligger væsentligt under havets overflade og hvor pumperne kører i døgndrift for at holde vandet ude på den anden side af de enorme barrierer der beskytter byen.

Da Jaidee under en ransagning brænder en sending maskiner ned, der var på vej til Anderson Lakes fabrik starter en kæde af hændelser, der får indflydelse på alle disse personer - og alle andre i Bangkok.

Bogens force er beskrivelsen af et Thailand hvor den fugtige varme, manglen på energi til at drive maskiner og de deraf afledte kreative løsninger der opstår er meget sanseligt beskrevet. Menneskerne lever side om side med genetiske nyskabelser som mastodonter, der leverer trækkraft til fabrikkerne samt Chesires, der er en slags katte med kamæleon-evner. Politik og menneskeskabte sygdomme, ære og ydmygelse er bundet sammen i komplekse knuder omkring bogens hovedpersoner. Helt til sidste kapitel var jeg i tvivl om hvordan bogen ville ende, hvem der mon ville leve (om nogen) og om der var en fremtid for resten. Det ved jeg nu, og jeg vil gerne anbefale bogen til den der gerne læser avanceret science fiction og som nyder en velskrevet bog.


fredag den 20. juni 2014

Jacob Wegelius: Den fantastiske historie om Sally Jones

Magt, svigt, sorg, kærlighed, naturens magt og kærlighedens ditto. Og så en gorilla. Det er ingredienserne i en dejlig bog, der ikke rigtig passer ind nogen steder i biblioteket. Hos os står den på højtlæsningshylderne, og det kan den da også godt. Men det er også en slags billedbog, eller måske graphic novel hvis jeg skal sætte historien på spidsen. Den er til børn, men voksne vil også nyde bogens fortælling, illustrationer og budskab.

Kort fortalt handler historien om gorillaen Sally Jones' forunderlige liv, fra hun bliver bortført fra sin mor i Afrikas regnskov og solgt til en tyrker der tager hende med til Istanbul. Hun oplæres som tyv, bliuver medhjælper i et omrejsende cirkus, lærer at køre bil, at sejle en båd, at reparere skibe og biler - og til sidst finder hun på forunderlig vis tilbage til den skov hun kom fra. Og hvad så? - Ja det må du selv læse!

Husk at nyde de dejlige illustrationer og den retfærdige straf der rammer de der ikke drager omsorg for deres abe!

onsdag den 18. juni 2014

Paolo Bacigalupi: Ship breaker

I en slidt og træt post-globalt opvarmet verden, lever teenagedrengen Nailer af at indsamle kobberledninger fra gamle skibe, så kobberet kan genbruges i nye skibe. En tydelig pendant til vore dages ophugning af skibe i Indien!
Nailer er en del af en ophugningsgruppe - en 'light crew' der tager sig af den lette del af ophugning. De har en kvota der skal nåes, og gud nåde og trøste en dreng som Nailer hvis han  bliver for stor til at kravle i de snævre udluftningskanaler - så er der bare sult, organdonation og prostitution tilbage. Nogle få bliver store og stærke nok til at blive tilbudt plads i 'heavy crews', der forestår selve opdelingen af skibene når alle værdifulde mindre dele er blevet fjernet.
Nailer drømmer som så mange andre om at finde noget ekstra godt så som masser af olie i et skib - et 'Lucky Strike', der kan gøre ham rig hvis han ellers kan holde sit fund hemmeligt for alle andre.
Efter en voldsom storm opdager Nailer og hans ven Pima en strandet clipper, et moderne sejlskib som nu er et super Lucky Strike hvis de ellers kan holde det skjult.
Det her er ikke action-sf eller kærligheds-sf. Ship breaker handler om overlevelse, om håb og drømme og om at kæmpe mod dårlige odds i en barsk verden hvor forskellen på rig og fattig i hvert fald ikke er mindre end i dag.
Nailers rejse mod lykke, rigdom og et bedre liv er en tur gennem et USA der mest af alt minder lidt om Mad Max-filmene.
Om det lykkes ham skal jeg ikke afsløre her, men jeg kan til gengæld garantere at jeg vil læse næste bind i serien

fredag den 6. juni 2014

Marcus Sedgwick: Monsterbjergene (Elverpigen og Ravnedrengen)

For ikke så længe siden læste jeg "Skræmmeskoven", der er første del i serien om Elverpigen og Ravnedrengen. Nu har jeg så læst anden del og synes serien fortjener en anmeldelse.

Elverpigen er letfodet, dejlig og god til magi (synes hun selv). Hun har arvet en fortryllet bue fra sin mor, men har endnu ingen anelse om hvorfor den tryller som den gør.
Ravnedrengen har sort strithår, taler med dyr og nattesyn. Han har en rotte, der hedder Rotte og som bor sammen med ham. Og så er han faldet ud af sit træ og har mast Elverpigens hytte.
De bryder sig egentlig ikke så meget om hinanden og forstår heller ikke hinandens evner. Det, der binder dem sammen er dels at de har så forfærdelige navne at de ALDRIG må nævnes højt, dels at de sammen skal hindre den onde Dværgekonge i at ødelægge elvernes skov og redde hele verden!

I første bind skal de gennem Skræmmeskoven, hvor de dels får tre umådeligt tumpede og sultne trolde på nakken og dels finder ud af at Dværgekongen efter sigende findes ved Frådehavet langt fra elverfolkets skov. I andet bind er de igen nær ved at blive ædt af troldene, bliver stanget af en ged, fanget af en yeti og er nær døden i troldmandens slot. Her lærer de at Dværgekongen kun kan besejres af Det Syngende Sværd og Månens Tårer.

Når man ser på kortet i starten af bøgerne fremgår det med tydelighed at serien må være på mindst seks bind, for børnene skal helt sikkert også igennem Spøgelseshulerne, Rædselsbygen og Dødemarken. For til sidst at nå frem til Frådehavet og øen hvor Dværgekongen bor. Det minder jo en hel del om Emily Roddas serie "Deltoras bælte", men er her tilsat en hel del mere humor.

Bøgerne er sjove fordi børnenes forskellighed udstilles på en måde der viser hvor meget de egentlig har til fælles. De skændes meget af tiden - lidt som søskende gør, men de er også gode til at samarbejde når det er nødvendigt. Tegningerne i bogen er skønne (Pete Williamson har illustreret) og meget britiske. I starten da jeg bare kiggede på forsiden, troede jeg det var sådan en sødetime-agtig bog, men heldigvis er det en af de lidt skæve fantasy-bøger der også skal være plads til for den målgruppe.

Og målgruppen er efter min mening børn der er blevet sikre læsere og som tør binde an med en hel bog på 200 sider. Så - fra 8 eller 9 år og måske op til 11-12 år.

fredag den 30. maj 2014

Jojo Moyes: Me before you (Mig før dig)

Egentlig var jeg i gang med at læse en god børnebog, men så faldt jeg over en helt fantastisk bog på arbejdet. Jeg ledte efter reserveringer, og så stod jeg pludselig med denne her i hånden.
Jeg har aldrig læst noget af Jojo Moyes før, men bagsideteksten var god (ja, jeg vælger også mine bøger på en god bagsidetekst), så jeg lod som om jeg ikke så den fesne forside og faldt i bogen med et plask!

Louisa Clark aka Lou er sådan stort set tilfreds med sit liv. Hun er servitrice i en lille café, har en kæreste der træner maraton hele tiden og som hun ikke holder så enormt meget af, og har ingen ambitioner overhovedet. Hun bor hjemme hos sine forældre samt storesøster Katrina og dennes lille søn Thomas. Familien har kun Lous og farens løn at opretholde livet med, så det er en katastrofe da Lous café lukker og hun bliver arbejdsløs.

Efter forsøg med McDonalds og den nærliggende kyllingefabrik får Lou noget overraskende en stilling som personlig hjælper for den unge Will Traynor, der har været ude for en voldsom ulykke der har skadet hans rygmarv og lammet ham, så han næsten intet kan selv.

Herfra skulle man tro at der var tale om en lidt chick-lit agtig romance med sygeplejersken der forelsker sig i den rige men skadede playboy og til sidst får de hinanden og han begynder at kunne gå igen.
Men sådan en bog er det slet ikke.

Begge personer har trods deres irriterende sider gode grunde til hvad de gør og ikke gør, og jeg kan desværre ikke referere noget som helst af det uden at mega-spoile læserens oplevelse. Men jeg lo undervejs og græd til sidst. Store, fede tårer faldt ned i aftensmaden på komfuret så der var lifligt saltet bagefter. Det satte mange, mange tanker i gang, fine tanker og fæle tanker, som nok skal bearbejdes lidt her bagefter.
Min eneste anke er, at jeg blev lidt forvirret over de korte fortælleskift undervejs, hvor vi skal se historien fra en bipersons vinkel i et enkelt kapitel. Men ok, det er en meget lille ting.

Bogen er oversat til dansk: "Mig før dig", så der er ingen undskyldninger for ikke at få sig en god omgang katharsis! Anbefales på det kraftigste til alle, der ikke behøver en lyserød forside for at græde, og også for mænd der tør læse en anderledes roman der egentlig ikke handler om kærlighed.

mandag den 7. april 2014

Kristina Ohlsson: Glasbørnene

Billie på 12 år og hendes mor flytter fra deres hus i Kristiansstad til et lille træhus i Åhus, 20 km væk. Billies far er død og hendes mor mener at det vil være bedre for dem at flytte væk. Billie er slet ikke enig, og hun synes at både det nye hus og ham der viser det frem til dem, er underlige og uhyggelige.
Men Billies mor synes om huset og køber det inklusive alle de gamle møbler den forrige familie har efterladt.
Snart sker der sære og urovækkende ting i huset, ting som kun Billie lægger mærke til. En lampe i loftet svinger frem og tilbage selv om der ikke er træk i huset. Genstande skifter plads, og nogle gange banker det på vinduet ind til Billies værelse om natten. Og når hun nævner det for sin mor, bliver hun affærdiget.
Heldigvis har hun sin gode veninde Simone og sin nye ven Aladdin til at hjælpe sig, og de tre børn går på jagt efter sandheden. Med stædighed og gå på-mod opsøger de bibliotek, arkiv, museum og diverse gamle mennesker der kender til husets tragiske historie og kan føje brikker til puslespillet om glasbørnene.
Billies sorg er ret underspillet, og jeg kan godt lide at hverdagslivet fylder mest. Sorgen findes, vreden findes, frygten findes, men det er også hverdag og der er venner og familie der skal passes.
Bogen har et godt flow, og læseren venter med spænding på en rimelig forklaring. Er der tale om spøgelser, eller er vi ude i en kriminalroman?
I mit bibliotek står bogen placeret i 'mystik', og det synes jeg passer godt til den.
Jeg synes nok at man skal være i hvert fald 10 år og en god læser, og så skal man have sans for det gådefulde.

søndag den 6. april 2014

Louise Haiberg: Oprører (Dæmondræberen: 1)

Det var først da jeg var ca. halvvejs i denne bog, at jeg fandt ud af at jeg sad med en ung dansk forfatters debutbog. Der udkommer mange fantasy-bøger af håbefulde (ofte unge) debutanter, og ganske mange af dem lider af debutantsyge. Dette karakteriseres ved et eller flere træk: At historien er et opkog på en anden kendt fortælling (vælg selv mellem Ringenes Herre, Harry Potter, Dødsspillet (som godt nok er SF) eller Twilight.), er dårligt fortalt og evt. lider af ringe sprogbehandling samt ofte også dårlig korrekturlæsning/stavekontrol fra forlagets side. Der er en særlig plads i Helvede for den slags forlag, der tager imod en bog og derefter mishandler den ved manglende forfattersupport og korrektur!

Sådan en debutroman er der dog ikke tale om her. Jeg troede først at det måtte være en oversat bog af en etableret forfatter, så godt var mit indtryk af bogen. Og undskyld til forfatter Louise Haiberg for at tro at hun var en udenlandsk forfatter.

Dominic er en dæmon, en fordømt sjæl som gennem pinsler er blevet til en af Helvedes soldater i kampen mellem Guds engle og de faldne engle.
Ved ubarmhjertig nedslagtning af andre dæmoner har han tilkæmpet sig en plads som en af Lucifers generaler, øverst blandt dæmoner, direkte under djævlene. 
Mellem slagene broderer dæmonerne korssting på livet løs, for man skal jo have noget at tage sig til i evigheden. Hvor syret er det lige!
Det er dog ikke nok for Dominic, der begynder at stille sig selv flere og flere spørgsmål omkring både djævle og engle og krigen imellem dem.
Bogen springer i tid, så vi i fragmenter får Dominics historie fortalt - noget der fastholder spændingen omkring hans motiver og handlinger. I hele første del følger vi hans historie fra han blev dæmon og til den dag hvor han har en afgørende samtale med selveste ærkeenglen Michael. Trods det at han er ældre end Methusalem er han ung mand af sind: Højrøvet, selvfed og heldigvis også selvironisk. 
I anden del møder vi den faldne engel Syranthia, og derefter skiftes der synsvinkel fra kapitel til kapitel. Det virker først lidt forvirrende, men ret hurtigt opdager læseren at der er god grund til endnu en fortællerstemme. Hun ved nemlig ting han ikke ved, og hendes historie er på sofistikeret vis også en del af hans historie. Hun er desværre ikke helt så interessant som Dominic, måske også fordi vi ikke når at lære hende så godt at kende.

Som det fremgår af ovenstående, var det en virkelig god læseoplevelse, og jeg glæder mig meget til næste bind i serien, der ifølge Tellerup udkommer til november.

onsdag den 19. februar 2014

Tor Erling Naas: Abefjæs. Illustreret af Sigbjørn Lilleeng

Martins far er død. Martin og hans mor flytter fra sted til sted. Moren tager et job, så et til og så et tredje, og så flytter de. I reglen når Martin lige er faldet til og har fået et par venner.
Men i de flyttekasser der aldrig bliver pakket ud - hvor farens ting ligger - finder Martin en dag en minidiskoptager. Det var hans fars, og den er fuld af musik.
Den sidste optagelse er dog ikke musik, men noget helt andet...

Abefjæs er en interessant blanding af ungdomsroman og superheltetegneserie. Tilsat et par solide skefulde hemmeligheder, løgne, mysterium og science fiction bliver læseren smidt rundt i mange genrer i løbet af fortællingen.
Martin er ramt af sorg og frustration, der udløses i natlige ture oppe i de højeste bygninger i byen. Han kan ikke selv rigtig huske dem, men de tiltrækker sig efterhånden større og større opmærksomhed fordi han efterlader sig tydelige spor. Hans vrede mod sin hemmelighedsfulde mor vokser sig større og større efterhånden som minidiskens indhold tvinger ham til at stille spørgsmålstegn ved alt hvad han tror han ved.

Undervejs gik jeg fra den ene teori til den anden om hvad der egentlig var sket for Martins familie, men historien foretager mange uventede drejninger, så det var faktisk først hen imod slutningen at jeg var ved at forstå hvad det hele gik ud på.
De tegnede dele handler om hvad Martin oplever, de skrevne dele er hans diktat til minidisken om hvad der sker i hans liv. Bogen spænder over ungdomslivets fortrædeligheder, graffiti og parkour, dagbogsgenren og den gedigne spændingsroman med et mysterium som omdrejningspunkt.

Jeg er lige ved at tro at selv min hårdhudede yngste søn (næsten 10 år gammel) ville kunne have glæde af denne hybrid, men jeg vil mene at den henvender sig til både unge og unge voksne fra omkring 14 år og opefter.


tirsdag den 11. februar 2014

David Fermer: Verdens hårdeste kamp (Team Z: 3)

Jeg har en hel stak bøger liggende som jeg ikke nåede at læse inden jeg skulle have bogcafé. Men nu har jeg så haft lidt tid igen, og en bog der lige fangede mig var denne.

Team Z er en slags fodbold-hold i fremtiden eller en fremtidig parallelverden.
Pepe, Kim Li, Tom, Louis, Lilly, Ben, Nelson, Hannah, Halip og Santos bor i Zenitropa. De bliver trænet af Reza, og har lige fået en invitation til at deltage i den verdensberømte fodboldturnering Cirklen i byen TerraF.
Men det er ikke nogen helt almindelig turnering. Banen er rund, og ændrer sig hele tiden. Huller opstår eller forhindringer dukker op, der kræver akrobatiske færdigheder og styrke.
Børnene får lov at deltage på den betingelse at de lærer parkour, så de kan klare fælderne i turneringen. Louis må ikke deltage, da hans far blev invalid efter en ulykke i Cirklen. Men da børnene finder på at spørge Louis' far om han vil være deres træner, får han alligevel lov.

Bogen, der er en typisk "let at læse for de store" er elementært spændende, og selv om jeg hverken spiller fodbold eller dyrker parkour, var det fedt at læse om kampene og de vanskeligheder, holdet kæmper med.

Der er også sabotage involveret, så børnenes sammenhold og styrke bliver testet undervejs.
Jeg var vældig godt underholdt og bliver så absolut nødt til at læse de to første bind i serien.

søndag den 19. januar 2014

Bogcafé og arbejdsglæde

I går var det dagen, jeg har arbejdet mig hen imod i lang tid. Anne Christines bogcafé for børn. Jeg har læst over 30 bøger, lavet folder til børnene og stikord til mig selv (30 bøger x mindst 3 navngivne personer kræver noteapparat).
Jeg var vældig spændt, for det var et sats: Kommer der nogen eller ej?

Stolene var stillet frem, alle bøgerne stod monteret på bordet med forsiden op og frem. Alt parat.

Kl. 11 stod de første børn klar. En mor, en far, 6 drenge og en pige satte sig til rette. Jeg fortalte og viste forsider. Klubben af Line Leonhardt var jeg særligt omhyggelig med formidlingen af. Den er nemlig rigtig fæl, og hvis man holder af små nuttede pelsdyr såsom dværghamstre skal man ikke læse denne bog.
Den blev nu lånt ud alligevel, sammen med en hel masse andre af de bøger, jeg viste frem.

Lidt over 12 var flokken dampet af og jeg kunne nå en bid frokost.
Lidt i 13 var jeg klar til at pakke væk og gå i gang med lidt hygge-revidering og oprydning i biblioteket, da 3 piger kom for også at få en solid dosis personlige anmeldelser. En lillesøster lyttede også med, og en pige, der ellers ikke gad det dér bogcafé kom til at sætte sig ned - og lånte også en bog med bagefter.

Så - succes! Totalt hyggeligt og jeg fik godt nok lånt en masse bøger ud. Det vil jeg gerne gøre igen måske til næste år?

torsdag den 16. januar 2014

Anne-Marie Donslund: Skate "Ramz"

Der er gang i anmelderiet, for på lørdag er der bogcafé for børn, og jo mere jeg har formuleret, jo bedre tror jeg selv på at det går! Jeg har fået lavet en pæn lille folder til formålet - jeg har lagt forsiden af den nederst i dette indlæg.

Der skrives mange bøger med fokus på drengeliv i øjeblikket. Jeg tror der er en mere eller mindre skjult dagsorden om at få flere drenge til at læse skønlitteratur - tiden må vise om det virker.

Skate "Ramz" er første del i en ny dansk skater-serie.
Teenagerne Rasmus "Ramz", Gustav "Gus" og Holger bruger al deres tid på at stå på skateboard. Skole, piger og forældre interesserer dem kun for så vidt at de kan undgå ballade. Men der er langt til den nærmeste skaterpark, så de tre drenge ønsker mere end noget andet at få bygget en i deres by.
De finder en forladt fabrikshal der ville egne sig perfekt til formålet. Men i hallen bor skralderen PsykoSvend, der måske er en sindssyg morder.
Da Rasmus mister sin fødselsdagsgave, et splinternyt supersejt skateboard, i den nedlagte fabrik kommer der skub i sagerne.

Som mor til en teenage-dreng synes jeg sproget mellem drengene er ret godt ramt. Jeg kender ikke så meget til skater-fagsproget, men selve omgangstonen og humoren virker autentisk. Når de tager pis på billetdamen i toget eller hadelæreren Brian Bæ er det lige i øjet.
Det virker også godt at drengene ikke er superdygtige til deres skatertricks, og at meget af tiden går med at samle sig selv op efter et fald.

Forældrene ligner også nogen jeg kender! Spændet mellem at være skideflinke og helt vildt irriterede/irriterende er godt ramt.

Den eneste jeg ikke er helt vild med, er hjemløse PsykoSvend. Drengenes skræk for ham er fint beskrevet, men det er godt nok belejligt at han lige har de egenskaber der kan gøre deres drøm til virkelighed. Men det er selvfølgelig nice at tænke sig at den slags kunne ske.
Wish me luck this saturday!

onsdag den 15. januar 2014

Camilla Wandahl: Havets tåre

Det nyeste påfund fra Zoom On er tilføjelsen 'romance' (og så et lyserødt hjerte, så man ikke er i tvivl). Jeg håber lidt at de potentielle læsere ikke bare tager bøgerne på romance-delen, for det ville faktisk være ærgerligt!

I "Havets tåre" er 16-årige  Lejla hovedperson. Hun var lige ved at drukne under en pludseligt opstået storm på havet for et år siden. Siden har hun ikke grædt, selv ikke da hendes forældre blev skilt.

Hendes morforældre inviterer hele familien (dog ikke Lejlas far) på krydstogt, og så sker der ting og sager. Lejla føler sig både frastødt og draget af havet, hun skal tage sig af sin irriterende kusine Vera på 14 år, og så er der Seth. Seth, som har grønt hår og gyldne øjne og er det lækreste, Lejla nogensinde har lagt øjne på.
Desværre er der også Seths flotte ekskæreste Ania med det brændende blik - og Lejlas mor der aldrig taler om noget der er vigtigt, men alligevel hele tiden vil tale med Lejla.

Historien handler ganske rigtigt om kærlighed, men jeg synes også den handler om at være ung og prøve at finde sine egne ben på trods af de modsatrettede krav, omgivelserne stiller. Og så synes jeg det var dejligt at bogen ikke kammede over i at handle om dødsønsker og den slags, selv om der på et tidspunkt er lagt op til det. Lejla er ikke specielt moden, men det passer måske meget godt med hvordan 16-årige piger er? Jeg har ingen piger selv, så jeg er både forskånet og afskåret fra at finde ud af det.

Alt i alt en fin læseoplevelse, som jeg tænker passer til piger fra ca. 11 år og opefter. Ikke som sådan en ungdomsbog, men det antyder forsiden heller ikke.

lørdag den 4. januar 2014

Marie Duedahl: Olga hader jul!

I mit bibliotek har vi lige fået en ny begynderlæsnings-serie ind ad døren: Olga-bøgerne.
De handler om Olga, der er nybagt skilsmissebarn, og om hendes ret så almindelige liv.

Ret forfriskende er her ingen overnaturlige væsner, og Olga er ikke mere speciel end alle andre børn.

I "Olga hader jul!" holder Olga jul for første gang sammen med sin far og hans nye kæreste. Olgas vrede over at alt er anderledes får hende til at gå ud og invitere to hjemløse til jul.
Katastrofen truer, men med humor og julesind ender historien lykkeligt.

Normalt er hverdagshistorier i begynderbøger både søde med sødt på og med meget forsimplede handlingsforløb. Andet er næsten ikke muligt når bøgerne skal være så lette at læse.
Men her lykkes det for forfatteren at præsentere hjemløse mennesker på en både sober og realistisk måde: De er fulde, beskidte og lugter grimt. Og man kan også blive lidt bange for dem!
Olgas følelser gennem bogen beskrives fint ved at hendes handlinger eller måden hun taler på peger på om hun er vred, bange, glad, etc.
Det forlænger historien men giver den til gengæld fylde og en nærhed man kan komme til at mangle i de allerletteste bøger.
De tegneserieagtige illustrationer af Stine Gram Sørensen hjælper også med hints til Olgas sindsstemning.

Olga-bøgerne er en fin serie, jeg ikke vil tøve med at give til begynderlæsere der har knækket læsekoden, samtidig med at de tør binde an med en bog med adskillige sætninger pr. side.

Lix er 7, hvis man synes det er vigtigt. Jeg synes det vigtigste er at vælge den rigtige bog til det rigtige barn.

Karen Thompson Walker: Miraklernes tid

Karen Thompson Walkers "Miraklernes tid" har fået fine anmeldelser, både amerikanske og danske.
Derfor havde jeg ret høje forventninger til bogen, der henvender sig til unge og voksne. 

Den handler om Julia, der er 11 år, da det viser sig at jordens rotation bliver langsommere og langsommere. I en slags dagbogsstil får læseren 'what if' fra den unge piges synspunkt. Den bedste del af bogen handler om at blive voksen i en verden, der er ganske anderledes end man på nogen måde kunne have forventet. 

Nu er jeg en ret hardcore læser. Både når det gælder børnebøger og ungdomsbøger, og især når det gælder science fiction. Og det må man vel have lov at kalde denne bog.
Jeg har læst enormt meget sci-fi, og det aller-aller-allervigtigste er, at den naturvidenskabelige præmis, hvad enten det er hyperspace, tidsrejser eller noget helt andet, hænger naturvidenskabeligt nogenlunde fornuftigt sammen og præsenteres så læseren tror på det.

Og lige netop her fejler "Miraklernes tid" eklatant.
Én ting er, at læseren aldrig får nogen som helst forklaring eller bud på hvorfor jorden pludselig roterer langsommere og langsommere.
Det kan jeg godt leve med, jeg som nyder zombier, som jo aldrig har nogen fornuftig sammenhæng med noget. Zombiehistorier er totalt tåbelige naturvidenskabeligt set, men fungerer vidunderligt som gyser-eskapisme.

Noget helt andet er, når forfatteren bruger en naturvidenskabelig mcguffin som trampolin for en række påstande der lyder sande i naturvidenskabens lys, men som er sludder og vrøvl.

I denne historie er det f.eks. vigtigt at jordens langsommere rotation forårsager øget tyngdekraft, hvilket får alle fugle til at falde til jorden og gå til grunde.
Det syntes jeg ærligt talt lød ret langt ude, så jeg konsulterede en ven, der er fysiker og ved meget mere om den slags end jeg gør.
Han svarede at 'ja, måske vil tyngdekraften forskubbe sig nogle få milligram når først jordens rotation er så langsom at en dag er flere uger lang'.
Prøv lige at tænke efter en gang: Fugle er faktisk enormt stærke i forhold til deres størrelse. Mange af dem flyver rutinemæssigt flere tusind kilometer hvert år, også i stormvejr. Store rovfugle kan holde til at styrtdykke mod jorden med 300 km/t og alligevel nå at bremse op inden de splatter ud på jordoverfladen.
Hvad er sandsynligheden for at ALLE fugle på én gang falder, så snart døgnet bliver dobbelt så langt?
Nej, vel?

At forfatteren ikke har styr på sine facts er er skidt fordi læseren måske rent faktisk tror på de forkerte 'videnskabelige' oplysninger.
Der er folk, der ville løbe bort hvis de så en brændende bil. Fordi biler i actionfilm i reglen eksploderer kort efter de er brudt i brand. I den virkelige verden sker det særdeles sjældent.

Når man får to halve sandheder udgør de ikke tilsammen en hel sandhed.
Der er så mange andre bøger derude, som ikke blander fiktion og naturvidenskab sammen på en så uhellig måde. Læs en af dem, og lad denne stå.