fredag den 30. maj 2014

Jojo Moyes: Me before you (Mig før dig)

Egentlig var jeg i gang med at læse en god børnebog, men så faldt jeg over en helt fantastisk bog på arbejdet. Jeg ledte efter reserveringer, og så stod jeg pludselig med denne her i hånden.
Jeg har aldrig læst noget af Jojo Moyes før, men bagsideteksten var god (ja, jeg vælger også mine bøger på en god bagsidetekst), så jeg lod som om jeg ikke så den fesne forside og faldt i bogen med et plask!

Louisa Clark aka Lou er sådan stort set tilfreds med sit liv. Hun er servitrice i en lille café, har en kæreste der træner maraton hele tiden og som hun ikke holder så enormt meget af, og har ingen ambitioner overhovedet. Hun bor hjemme hos sine forældre samt storesøster Katrina og dennes lille søn Thomas. Familien har kun Lous og farens løn at opretholde livet med, så det er en katastrofe da Lous café lukker og hun bliver arbejdsløs.

Efter forsøg med McDonalds og den nærliggende kyllingefabrik får Lou noget overraskende en stilling som personlig hjælper for den unge Will Traynor, der har været ude for en voldsom ulykke der har skadet hans rygmarv og lammet ham, så han næsten intet kan selv.

Herfra skulle man tro at der var tale om en lidt chick-lit agtig romance med sygeplejersken der forelsker sig i den rige men skadede playboy og til sidst får de hinanden og han begynder at kunne gå igen.
Men sådan en bog er det slet ikke.

Begge personer har trods deres irriterende sider gode grunde til hvad de gør og ikke gør, og jeg kan desværre ikke referere noget som helst af det uden at mega-spoile læserens oplevelse. Men jeg lo undervejs og græd til sidst. Store, fede tårer faldt ned i aftensmaden på komfuret så der var lifligt saltet bagefter. Det satte mange, mange tanker i gang, fine tanker og fæle tanker, som nok skal bearbejdes lidt her bagefter.
Min eneste anke er, at jeg blev lidt forvirret over de korte fortælleskift undervejs, hvor vi skal se historien fra en bipersons vinkel i et enkelt kapitel. Men ok, det er en meget lille ting.

Bogen er oversat til dansk: "Mig før dig", så der er ingen undskyldninger for ikke at få sig en god omgang katharsis! Anbefales på det kraftigste til alle, der ikke behøver en lyserød forside for at græde, og også for mænd der tør læse en anderledes roman der egentlig ikke handler om kærlighed.