lørdag den 7. december 2013

Jørn Lier Horst: Salamandermysteriet

Egentlig ville jeg anmelde Requiem af Lauren Oliver, men så syntes jeg det var synd. Hvis du allerede er i gang med Delirium eller Pandæmonium, gider du ikke læse nogen spoilers, og hvis du ikke er, har du noget til gode.

Her er i stedet en dejlig børnekrimi, skrevet af politimand og forfatter Jørn Lier Horst. Der findes en lille håndfuld voksenkrimier fra hans hånd, og nu har han kastet sig over  børnelitteraturen.

Børnene Cecilia, Leo og Une, samt hunden Egon (CLUE) roder sig ud i en en farlig sag, der starter med at Cecilia og Leo finder en død mand på stranden. Det menes, at han er forlist ude på et rev et stykke ude, men børnene regner hurtigt ud at der er noget galt. Bevæbnet med en sund nysgerrighed, en god iagttagelsesevne og Leos kamera optrævler de et kriminelt netværk. Undervejs er de flere gange i fare, og selve uhyggen ved at se et dødt menneske er også en del af fortællingen.

Når denne bog adskiller sig fra uendeligt mange andre, der handler om børnedetektiver, er det fordi jeg synes den er nogenlunde realistisk. Det er ikke alt, børnene selv kan klare eller finde ud af, og de er sådan set ikke ude på at løse mysteriet i konkurrence med politiet. De vil bare gerne finde nogle svar på det de ser, som undrer dem.
De metoder, de benytter ligner til forveksling politiets (!), og uden at det går ud over historien, bliver læseren måske klogere på hvad det egentlig er, politiet ser efter når de efterforsker.

Cecilia (med efternavnet Gaathe) har sit helt eget mysterium, der driver hende frem: Hendes mor forsvandt efter en fest et år tidligere og dukkede senere op som åleædt strandvasker. Men hvorfor?
I slutningen af bogen finder hun og læseren ud af at der helt sikkert er noget underligt ved morens død. Og det glæder jeg mig til at læse om!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar