onsdag den 19. februar 2014

Tor Erling Naas: Abefjæs. Illustreret af Sigbjørn Lilleeng

Martins far er død. Martin og hans mor flytter fra sted til sted. Moren tager et job, så et til og så et tredje, og så flytter de. I reglen når Martin lige er faldet til og har fået et par venner.
Men i de flyttekasser der aldrig bliver pakket ud - hvor farens ting ligger - finder Martin en dag en minidiskoptager. Det var hans fars, og den er fuld af musik.
Den sidste optagelse er dog ikke musik, men noget helt andet...

Abefjæs er en interessant blanding af ungdomsroman og superheltetegneserie. Tilsat et par solide skefulde hemmeligheder, løgne, mysterium og science fiction bliver læseren smidt rundt i mange genrer i løbet af fortællingen.
Martin er ramt af sorg og frustration, der udløses i natlige ture oppe i de højeste bygninger i byen. Han kan ikke selv rigtig huske dem, men de tiltrækker sig efterhånden større og større opmærksomhed fordi han efterlader sig tydelige spor. Hans vrede mod sin hemmelighedsfulde mor vokser sig større og større efterhånden som minidiskens indhold tvinger ham til at stille spørgsmålstegn ved alt hvad han tror han ved.

Undervejs gik jeg fra den ene teori til den anden om hvad der egentlig var sket for Martins familie, men historien foretager mange uventede drejninger, så det var faktisk først hen imod slutningen at jeg var ved at forstå hvad det hele gik ud på.
De tegnede dele handler om hvad Martin oplever, de skrevne dele er hans diktat til minidisken om hvad der sker i hans liv. Bogen spænder over ungdomslivets fortrædeligheder, graffiti og parkour, dagbogsgenren og den gedigne spændingsroman med et mysterium som omdrejningspunkt.

Jeg er lige ved at tro at selv min hårdhudede yngste søn (næsten 10 år gammel) ville kunne have glæde af denne hybrid, men jeg vil mene at den henvender sig til både unge og unge voksne fra omkring 14 år og opefter.


tirsdag den 11. februar 2014

David Fermer: Verdens hårdeste kamp (Team Z: 3)

Jeg har en hel stak bøger liggende som jeg ikke nåede at læse inden jeg skulle have bogcafé. Men nu har jeg så haft lidt tid igen, og en bog der lige fangede mig var denne.

Team Z er en slags fodbold-hold i fremtiden eller en fremtidig parallelverden.
Pepe, Kim Li, Tom, Louis, Lilly, Ben, Nelson, Hannah, Halip og Santos bor i Zenitropa. De bliver trænet af Reza, og har lige fået en invitation til at deltage i den verdensberømte fodboldturnering Cirklen i byen TerraF.
Men det er ikke nogen helt almindelig turnering. Banen er rund, og ændrer sig hele tiden. Huller opstår eller forhindringer dukker op, der kræver akrobatiske færdigheder og styrke.
Børnene får lov at deltage på den betingelse at de lærer parkour, så de kan klare fælderne i turneringen. Louis må ikke deltage, da hans far blev invalid efter en ulykke i Cirklen. Men da børnene finder på at spørge Louis' far om han vil være deres træner, får han alligevel lov.

Bogen, der er en typisk "let at læse for de store" er elementært spændende, og selv om jeg hverken spiller fodbold eller dyrker parkour, var det fedt at læse om kampene og de vanskeligheder, holdet kæmper med.

Der er også sabotage involveret, så børnenes sammenhold og styrke bliver testet undervejs.
Jeg var vældig godt underholdt og bliver så absolut nødt til at læse de to første bind i serien.