Kristina Ohlsson: Glasbørnene

Billie på 12 år og hendes mor flytter fra deres hus i Kristiansstad til et lille træhus i Åhus, 20 km væk. Billies far er død og hendes mor mener at det vil være bedre for dem at flytte væk. Billie er slet ikke enig, og hun synes at både det nye hus og ham der viser det frem til dem, er underlige og uhyggelige.
Men Billies mor synes om huset og køber det inklusive alle de gamle møbler den forrige familie har efterladt.
Snart sker der sære og urovækkende ting i huset, ting som kun Billie lægger mærke til. En lampe i loftet svinger frem og tilbage selv om der ikke er træk i huset. Genstande skifter plads, og nogle gange banker det på vinduet ind til Billies værelse om natten. Og når hun nævner det for sin mor, bliver hun affærdiget.
Heldigvis har hun sin gode veninde Simone og sin nye ven Aladdin til at hjælpe sig, og de tre børn går på jagt efter sandheden. Med stædighed og gå på-mod opsøger de bibliotek, arkiv, museum og diverse gamle mennesker der kender til husets tragiske historie og kan føje brikker til puslespillet om glasbørnene.
Billies sorg er ret underspillet, og jeg kan godt lide at hverdagslivet fylder mest. Sorgen findes, vreden findes, frygten findes, men det er også hverdag og der er venner og familie der skal passes.
Bogen har et godt flow, og læseren venter med spænding på en rimelig forklaring. Er der tale om spøgelser, eller er vi ude i en kriminalroman?
I mit bibliotek står bogen placeret i 'mystik', og det synes jeg passer godt til den.
Jeg synes nok at man skal være i hvert fald 10 år og en god læser, og så skal man have sans for det gådefulde.