Om kommunikation på fremmede sprog

På Hornbæk Bibliotek og turistinformation varer sommerferien længe. Vi er vant til danske, nordiske og tyske turister samt en hel del der kan forstå engelsk. Så vi kan forstå en del og sige noget, og så går det endda.

I går var det helt tosset, og konversationen er gengivet efter allerbedste evne og mangel på fransk.

Turist: Parlez vouz francais? (Taler De fransk?)
Mig (høfligt og temmelig bekymret): Un petit peu (en lillebitte smule)
Turist: Garble garble tilsat nasallyde?
Mig (meget forvirret): Excusez moi, jeg ne comprend pas (undskyld men jeg forstår det ikke).
Turist: Map?
Mig (lettet): Oui, oui (ja, ja).
Følger turisten hen til vores turisthylde og peger på kort over hhv. Hornbæk og Helsingør: C'est Hornbæk, et ici Helsingør.
Turist: Oui, garble Ornbeque, garble Elsingoeur chateau (måske ord for slot) Amlet.
Mig: Oui, oui.
Turist: Est-que il y a des musées à Ornbeque? (Er der nogen museer i Hornbæk)
Mig: non, il n'y a pas des musées à Hornbæk. (Nej)
Ici il y a... (Damn, hvad hedder havet og Hornbæk sø og kan jeg ikke huske noget som helst fra gymnasiet)... de l'eau et, et et (her er der... vand og, og, og)
Særdeles venlig og livreddende turist: Oui, et le plage (skov?), et les dunes (strand?), garble, nature.
Mig: Oui, oui.
Jeg peger på kortet over Helsingør hvor Kronborg er. Peger derefter på Kulturværftet (Damn, hvad hedder nu et skib? Og hvorfor er mit hoved fuldt af i situatutionen fuldstændig ubrugelige persiske gloser?): Le chateau de Hamlet, et ici une grande libraire (har jeg mon nu sagt bog eller bibliotek), et ici musée magnifique de -øh- ships (nu ved hun så hvor hovedbiblioteket i Helsingør er, og jeg håber hun forstår mit sludder om Søfartsmuseet. Jeg er ved enden af mine franskkundskaber).
Turisten nikker ivrigt og smiler lige så meget som mig, og får begge kort samt en folder om Søfartsmuseet - på engelsk...
Mig (inspireret og tydeligvis fransk-masochist): Avez-vous une voiture ici (Har De bil her)?
Turist: Oui.
Jeg finder parkeringskortet over Helsingør frem: Ici il y a parking à payer, ici il y a parking sans payer pour quatre heures. Et ici il y a parking sans payer pour une jour. (Jeg håber SÅ meget at jeg netop har fortalt hende at der er betalingsparkering ved Kronborg, 4 timers gratis parkering ved Kulturværftet og 24 timers parkering ved Danserindebrønden...)
Turist: Merci beaucoup, garble garble, vous parlez bien francais. Au revoir (Mange tak og De taler godt fransk, farvel)
Yeah, right... Men venligt sagt, og jeg tror faktisk ikke hun kunne noget videre engelsk. Dagens første hurdle overstået, og klokken er ikke engang 11 endnu.

Søren Jessen: Dødshacket (Det blå blod 1)

Det vrimler med sf i øjeblikket hvor helten er en stærk pige som ender med at redde verden - sort of. Derfor kan det føles helt befriende med en bog hvor helten er en stærk dreng som skal ende med at redde verden, sort of :-)

Erton er 13 år og superatlet i det delvis virtuelle sportsspil Sliceball. Han er efter en kamp på vej sammen med husrobotten Vito til sine forældre og lillebror, der er på ferie.
I røret - en slags fremtidstog - deler de kupé med en kendt forsker og hans hypermoderne K-10 robot, der er så menneskelignende at kun prikken i hendes pande og en blodtest kan afsløre at hun er en robot. Robotter har nemlig blåt blod.
Og så går historien ellers for alvor i gang. K-10 robotten dræber forskeren og Ertons robot, og begynder derefter at jage Erton.
Hans gode fysiske form gør det muligt for ham at slippe kortvarigt fra robotten, og da den alligevel indhenter ham får han uventet hjælp fra cyborgen Vetlar.
Vetlar og hans oldebarn Sasi er mere end almindeligt kyndige udi robotter og særdeles optagede af hvordan en robot har kunnet skade et menneske. Alle robotter er nemlig udstyret med Robotlovene, et sæt blokeringer der skal sikre at de aldrig kan skade mennesker eller tillade at mennesker kommer til skade. Da den avancerede robot faktisk har dræbt en menneske, konstaterer Erton, Vetlar og Sasi at der er tale om om en slags virus, der har hacket computerdelen af robotten. Men hvem har skabt en så farlig virus, og hvorfor?

Bogen er overordentlig tilfredsstillende læsning, og jeg glæder mig til næste bind i serien. Her får vi forhåbentlig nogle af svarene på ovenstående spørgsmål :-)

Bogen anbefales til alle der gider en god ungdoms-sf med action og tænkepauser. Og robotter, naturligvis.

En fodnote: Robotloven er udviklet af forfatteren Isaac Asimov, der i 1950'erne i en række noveller og romaner udforskede robotters og menneskers relationer. Den bruges i robotudvikling i vore dage til sikring af robotter og kunstige intelligenser.

Paolo Bacigalupi: The Windup Girl

Her i sommer er der ikke blevet læst så meget - jeg har syet en tiger til mit bibliotek, holdt ferie, ferie og mere ferie. Skønt! Men alligevel har jeg fået læst en lille smule, og her er en særlig bog som jeg bliver nødt til at læse igen, snart. Måske skulle jeg købe den? Den kan lånes på nogle ganske få biblioteker i Danmark.

The Windup Girl foregår i en ikke alt for fjern fremtid. Den globale opvarmning har for længst ødelagt store dele af verdens landområder, olien er også sluppet op og forskellige menneskeskabte biologiske plager løber løbsk på Jorden.

I Thailand søger Anderson Lake efter fødevarer, der burde være uddøde. En eller anden genopliver planter som man troede forlængst udryddet. Han er udsendt af et gensplejsningsfirma der ligger i resterne af USA, og hans dække er en fabrik der på forsøgsbasis fremstiller fjedre, der med en særlig algebehandling kan komprimeres særlig meget, så de kan indeholde enorme mængder potentiel energi.

Hock Seng er Anderson Lakes næstkommanderende, en kinesisk flygtning der har sin helt egen dagsorden. Selv om han lever på tålt ophold i Thailand, stræber han stadig efter at genrejse sin slægt efter hele hans familie blev slagtet i Kina. Og hvis indholdet af Anderson Lakes pengeskab kan gøre det for ham, er hverken bedrag eller mord for stort et offer.

Emiko er 'optrækkerpigen'. Genetisk konstrueret og trænet til at være rige japaneres legetøj er Emiko efter manges mening ikke et menneske. Hendes rykvise bevægelser gør hende let at genkende, og da hun ikke er designet til at kunne svede, overopheder hun let og har hele tiden brug for dyr nedkøling i det hede Thailand. Hendes mæcen har forladt hende og hun henslæber sin tilværelse som prostitueret i den thailandske slum.

Jaidee er "Tigeren af Bangkok". En af 'hvidskjorterne', altså politiet, vild og ukorrupt, sådan da. Han hader handelsministeriet og kan finde på lidt af hvert for at genere dem.

Alle disse mennesker eksisterer i et Bangkok der ligger væsentligt under havets overflade og hvor pumperne kører i døgndrift for at holde vandet ude på den anden side af de enorme barrierer der beskytter byen.

Da Jaidee under en ransagning brænder en sending maskiner ned, der var på vej til Anderson Lakes fabrik starter en kæde af hændelser, der får indflydelse på alle disse personer - og alle andre i Bangkok.

Bogens force er beskrivelsen af et Thailand hvor den fugtige varme, manglen på energi til at drive maskiner og de deraf afledte kreative løsninger der opstår er meget sanseligt beskrevet. Menneskerne lever side om side med genetiske nyskabelser som mastodonter, der leverer trækkraft til fabrikkerne samt Chesires, der er en slags katte med kamæleon-evner. Politik og menneskeskabte sygdomme, ære og ydmygelse er bundet sammen i komplekse knuder omkring bogens hovedpersoner. Helt til sidste kapitel var jeg i tvivl om hvordan bogen ville ende, hvem der mon ville leve (om nogen) og om der var en fremtid for resten. Det ved jeg nu, og jeg vil gerne anbefale bogen til den der gerne læser avanceret science fiction og som nyder en velskrevet bog.

Jacob Wegelius: Den fantastiske historie om Sally Jones

Magt, svigt, sorg, kærlighed, naturens magt og kærlighedens ditto. Og så en gorilla. Det er ingredienserne i en dejlig bog, der ikke rigtig passer ind nogen steder i biblioteket. Hos os står den på højtlæsningshylderne, og det kan den da også godt. Men det er også en slags billedbog, eller måske graphic novel hvis jeg skal sætte historien på spidsen. Den er til børn, men voksne vil også nyde bogens fortælling, illustrationer og budskab.

Kort fortalt handler historien om gorillaen Sally Jones' forunderlige liv, fra hun bliver bortført fra sin mor i Afrikas regnskov og solgt til en tyrker der tager hende med til Istanbul. Hun oplæres som tyv, bliuver medhjælper i et omrejsende cirkus, lærer at køre bil, at sejle en båd, at reparere skibe og biler - og til sidst finder hun på forunderlig vis tilbage til den skov hun kom fra. Og hvad så? - Ja det må du selv læse!

Husk at nyde de dejlige illustrationer og den retfærdige straf der rammer de der ikke drager omsorg for deres abe!

Paolo Bacigalupi: Ship breaker

I en slidt og træt post-globalt opvarmet verden, lever teenagedrengen Nailer af at indsamle kobberledninger fra gamle skibe, så kobberet kan genbruges i nye skibe. En tydelig pendant til vore dages ophugning af skibe i Indien!
Nailer er en del af en ophugningsgruppe - en 'light crew' der tager sig af den lette del af ophugning. De har en kvota der skal nåes, og gud nåde og trøste en dreng som Nailer hvis han  bliver for stor til at kravle i de snævre udluftningskanaler - så er der bare sult, organdonation og prostitution tilbage. Nogle få bliver store og stærke nok til at blive tilbudt plads i 'heavy crews', der forestår selve opdelingen af skibene når alle værdifulde mindre dele er blevet fjernet.
Nailer drømmer som så mange andre om at finde noget ekstra godt så som masser af olie i et skib - et 'Lucky Strike', der kan gøre ham rig hvis han ellers kan holde sit fund hemmeligt for alle andre.
Efter en voldsom storm opdager Nailer og hans ven Pima en strandet clipper, et moderne sejlskib som nu er et super Lucky Strike hvis de ellers kan holde det skjult.
Det her er ikke action-sf eller kærligheds-sf. Ship breaker handler om overlevelse, om håb og drømme og om at kæmpe mod dårlige odds i en barsk verden hvor forskellen på rig og fattig i hvert fald ikke er mindre end i dag.
Nailers rejse mod lykke, rigdom og et bedre liv er en tur gennem et USA der mest af alt minder lidt om Mad Max-filmene.
Om det lykkes ham skal jeg ikke afsløre her, men jeg kan til gengæld garantere at jeg vil læse næste bind i serien

Marcus Sedgwick: Monsterbjergene (Elverpigen og Ravnedrengen)

For ikke så længe siden læste jeg "Skræmmeskoven", der er første del i serien om Elverpigen og Ravnedrengen. Nu har jeg så læst anden del og synes serien fortjener en anmeldelse.

Elverpigen er letfodet, dejlig og god til magi (synes hun selv). Hun har arvet en fortryllet bue fra sin mor, men har endnu ingen anelse om hvorfor den tryller som den gør.
Ravnedrengen har sort strithår, taler med dyr og nattesyn. Han har en rotte, der hedder Rotte og som bor sammen med ham. Og så er han faldet ud af sit træ og har mast Elverpigens hytte.
De bryder sig egentlig ikke så meget om hinanden og forstår heller ikke hinandens evner. Det, der binder dem sammen er dels at de har så forfærdelige navne at de ALDRIG må nævnes højt, dels at de sammen skal hindre den onde Dværgekonge i at ødelægge elvernes skov og redde hele verden!

I første bind skal de gennem Skræmmeskoven, hvor de dels får tre umådeligt tumpede og sultne trolde på nakken og dels finder ud af at Dværgekongen efter sigende findes ved Frådehavet langt fra elverfolkets skov. I andet bind er de igen nær ved at blive ædt af troldene, bliver stanget af en ged, fanget af en yeti og er nær døden i troldmandens slot. Her lærer de at Dværgekongen kun kan besejres af Det Syngende Sværd og Månens Tårer.

Når man ser på kortet i starten af bøgerne fremgår det med tydelighed at serien må være på mindst seks bind, for børnene skal helt sikkert også igennem Spøgelseshulerne, Rædselsbygen og Dødemarken. For til sidst at nå frem til Frådehavet og øen hvor Dværgekongen bor. Det minder jo en hel del om Emily Roddas serie "Deltoras bælte", men er her tilsat en hel del mere humor.

Bøgerne er sjove fordi børnenes forskellighed udstilles på en måde der viser hvor meget de egentlig har til fælles. De skændes meget af tiden - lidt som søskende gør, men de er også gode til at samarbejde når det er nødvendigt. Tegningerne i bogen er skønne (Pete Williamson har illustreret) og meget britiske. I starten da jeg bare kiggede på forsiden, troede jeg det var sådan en sødetime-agtig bog, men heldigvis er det en af de lidt skæve fantasy-bøger der også skal være plads til for den målgruppe.

Og målgruppen er efter min mening børn der er blevet sikre læsere og som tør binde an med en hel bog på 200 sider. Så - fra 8 eller 9 år og måske op til 11-12 år.

Jojo Moyes: Me before you (Mig før dig)

Egentlig var jeg i gang med at læse en god børnebog, men så faldt jeg over en helt fantastisk bog på arbejdet. Jeg ledte efter reserveringer, og så stod jeg pludselig med denne her i hånden.
Jeg har aldrig læst noget af Jojo Moyes før, men bagsideteksten var god (ja, jeg vælger også mine bøger på en god bagsidetekst), så jeg lod som om jeg ikke så den fesne forside og faldt i bogen med et plask!

Louisa Clark aka Lou er sådan stort set tilfreds med sit liv. Hun er servitrice i en lille café, har en kæreste der træner maraton hele tiden og som hun ikke holder så enormt meget af, og har ingen ambitioner overhovedet. Hun bor hjemme hos sine forældre samt storesøster Katrina og dennes lille søn Thomas. Familien har kun Lous og farens løn at opretholde livet med, så det er en katastrofe da Lous café lukker og hun bliver arbejdsløs.

Efter forsøg med McDonalds og den nærliggende kyllingefabrik får Lou noget overraskende en stilling som personlig hjælper for den unge Will Traynor, der har været ude for en voldsom ulykke der har skadet hans rygmarv og lammet ham, så han næsten intet kan selv.

Herfra skulle man tro at der var tale om en lidt chick-lit agtig romance med sygeplejersken der forelsker sig i den rige men skadede playboy og til sidst får de hinanden og han begynder at kunne gå igen.
Men sådan en bog er det slet ikke.

Begge personer har trods deres irriterende sider gode grunde til hvad de gør og ikke gør, og jeg kan desværre ikke referere noget som helst af det uden at mega-spoile læserens oplevelse. Men jeg lo undervejs og græd til sidst. Store, fede tårer faldt ned i aftensmaden på komfuret så der var lifligt saltet bagefter. Det satte mange, mange tanker i gang, fine tanker og fæle tanker, som nok skal bearbejdes lidt her bagefter.
Min eneste anke er, at jeg blev lidt forvirret over de korte fortælleskift undervejs, hvor vi skal se historien fra en bipersons vinkel i et enkelt kapitel. Men ok, det er en meget lille ting.

Bogen er oversat til dansk: "Mig før dig", så der er ingen undskyldninger for ikke at få sig en god omgang katharsis! Anbefales på det kraftigste til alle, der ikke behøver en lyserød forside for at græde, og også for mænd der tør læse en anderledes roman der egentlig ikke handler om kærlighed.