Marcus Sedgwick: Monsterbjergene (Elverpigen og Ravnedrengen)

For ikke så længe siden læste jeg "Skræmmeskoven", der er første del i serien om Elverpigen og Ravnedrengen. Nu har jeg så læst anden del og synes serien fortjener en anmeldelse.

Elverpigen er letfodet, dejlig og god til magi (synes hun selv). Hun har arvet en fortryllet bue fra sin mor, men har endnu ingen anelse om hvorfor den tryller som den gør.
Ravnedrengen har sort strithår, taler med dyr og nattesyn. Han har en rotte, der hedder Rotte og som bor sammen med ham. Og så er han faldet ud af sit træ og har mast Elverpigens hytte.
De bryder sig egentlig ikke så meget om hinanden og forstår heller ikke hinandens evner. Det, der binder dem sammen er dels at de har så forfærdelige navne at de ALDRIG må nævnes højt, dels at de sammen skal hindre den onde Dværgekonge i at ødelægge elvernes skov og redde hele verden!

I første bind skal de gennem Skræmmeskoven, hvor de dels får tre umådeligt tumpede og sultne trolde på nakken og dels finder ud af at Dværgekongen efter sigende findes ved Frådehavet langt fra elverfolkets skov. I andet bind er de igen nær ved at blive ædt af troldene, bliver stanget af en ged, fanget af en yeti og er nær døden i troldmandens slot. Her lærer de at Dværgekongen kun kan besejres af Det Syngende Sværd og Månens Tårer.

Når man ser på kortet i starten af bøgerne fremgår det med tydelighed at serien må være på mindst seks bind, for børnene skal helt sikkert også igennem Spøgelseshulerne, Rædselsbygen og Dødemarken. For til sidst at nå frem til Frådehavet og øen hvor Dværgekongen bor. Det minder jo en hel del om Emily Roddas serie "Deltoras bælte", men er her tilsat en hel del mere humor.

Bøgerne er sjove fordi børnenes forskellighed udstilles på en måde der viser hvor meget de egentlig har til fælles. De skændes meget af tiden - lidt som søskende gør, men de er også gode til at samarbejde når det er nødvendigt. Tegningerne i bogen er skønne (Pete Williamson har illustreret) og meget britiske. I starten da jeg bare kiggede på forsiden, troede jeg det var sådan en sødetime-agtig bog, men heldigvis er det en af de lidt skæve fantasy-bøger der også skal være plads til for den målgruppe.

Og målgruppen er efter min mening børn der er blevet sikre læsere og som tør binde an med en hel bog på 200 sider. Så - fra 8 eller 9 år og måske op til 11-12 år.

Sienna Mercer: Ulvehyl : Min bror, varulven

En af mine veninder syntes jeg skulle anmelde serien om 'Min søster, vampyren' af Sienna Mercer. Men den er ikke så ny at det gør noget, og jeg synes egentlig selv at det er sjovt at skrive om nye bøger, som andre måske ikke er  nået til endnu.

Ulvehyl er første del i serien 'Min bror, varulven', der sikkert kan få en god portion læsere ved på mange måder at have samme koncept som 'min søster, vampyren'.

Daniel og Justin er tvillinger, født med kun 6 minutters mellemrum. Deres fars store hemmelighed er, at han er varulv, og at halvdelen af hans børn også vil blive varulve ved første fuldmåne efter deres 13-års fødselsdag. 

Da Justin udviser typiske varulvetræk: Sportsglad og med lynhurtige reflekser, har faren afsløret sin hemmelighed for ham, men ikke for Daniel.

Daniel er vild med musik, har sit eget band og er måske en smule mere indadvendt.

Ifølge bogens logik er det derfor klart at det er Daniel, der på deres fødselsdagsfuldmånenat pludselig får lange negle og hår i ansigtet.

Der går en hel, laaaang dag, før Daniel og Justin får rede på situationen og overblik over alle problemerne. Justin havde regnet med at bruge sine varulvekræfter til sin sport samtidig med at Daniel febrilsk forsøger at skjule sin varulvethed for den søde pige, der lige er flyttet ind overfor. For ikke at tale om hvor svært det er at spille guitar når neglene pludselig bliver til kløer!

Jeg synes at bogen var virkelig sjov. Den balancerer fint mellem fortællingen om at være ung med hormonerne dansende i kroppen, og så den basale 'what if'-historie, hvor alt bøvlet ved at være en slags monster giver plads til alskens Buster Keaton-agtige scener.

Et kvalitetsstempel er, at jeg uden videre fik min yngste søn (9 år) på at læse den, fordi han kunne høre mig grine under læsningen. 

Så den vil jeg uden videre hurlumhej formidle til alle børn der holder af en sjov bog med lidt alvor neden under alt det sjove