Marcus Sedgwick: Monsterbjergene (Elverpigen og Ravnedrengen)

For ikke så længe siden læste jeg "Skræmmeskoven", der er første del i serien om Elverpigen og Ravnedrengen. Nu har jeg så læst anden del og synes serien fortjener en anmeldelse.

Elverpigen er letfodet, dejlig og god til magi (synes hun selv). Hun har arvet en fortryllet bue fra sin mor, men har endnu ingen anelse om hvorfor den tryller som den gør.
Ravnedrengen har sort strithår, taler med dyr og nattesyn. Han har en rotte, der hedder Rotte og som bor sammen med ham. Og så er han faldet ud af sit træ og har mast Elverpigens hytte.
De bryder sig egentlig ikke så meget om hinanden og forstår heller ikke hinandens evner. Det, der binder dem sammen er dels at de har så forfærdelige navne at de ALDRIG må nævnes højt, dels at de sammen skal hindre den onde Dværgekonge i at ødelægge elvernes skov og redde hele verden!

I første bind skal de gennem Skræmmeskoven, hvor de dels får tre umådeligt tumpede og sultne trolde på nakken og dels finder ud af at Dværgekongen efter sigende findes ved Frådehavet langt fra elverfolkets skov. I andet bind er de igen nær ved at blive ædt af troldene, bliver stanget af en ged, fanget af en yeti og er nær døden i troldmandens slot. Her lærer de at Dværgekongen kun kan besejres af Det Syngende Sværd og Månens Tårer.

Når man ser på kortet i starten af bøgerne fremgår det med tydelighed at serien må være på mindst seks bind, for børnene skal helt sikkert også igennem Spøgelseshulerne, Rædselsbygen og Dødemarken. For til sidst at nå frem til Frådehavet og øen hvor Dværgekongen bor. Det minder jo en hel del om Emily Roddas serie "Deltoras bælte", men er her tilsat en hel del mere humor.

Bøgerne er sjove fordi børnenes forskellighed udstilles på en måde der viser hvor meget de egentlig har til fælles. De skændes meget af tiden - lidt som søskende gør, men de er også gode til at samarbejde når det er nødvendigt. Tegningerne i bogen er skønne (Pete Williamson har illustreret) og meget britiske. I starten da jeg bare kiggede på forsiden, troede jeg det var sådan en sødetime-agtig bog, men heldigvis er det en af de lidt skæve fantasy-bøger der også skal være plads til for den målgruppe.

Og målgruppen er efter min mening børn der er blevet sikre læsere og som tør binde an med en hel bog på 200 sider. Så - fra 8 eller 9 år og måske op til 11-12 år.

Louise Haiberg: Oprører (Dæmondræberen: 1)

Det var først da jeg var ca. halvvejs i denne bog, at jeg fandt ud af at jeg sad med en ung dansk forfatters debutbog. Der udkommer mange fantasy-bøger af håbefulde (ofte unge) debutanter, og ganske mange af dem lider af debutantsyge. Dette karakteriseres ved et eller flere træk: At historien er et opkog på en anden kendt fortælling (vælg selv mellem Ringenes Herre, Harry Potter, Dødsspillet (som godt nok er SF) eller Twilight.), er dårligt fortalt og evt. lider af ringe sprogbehandling samt ofte også dårlig korrekturlæsning/stavekontrol fra forlagets side. Der er en særlig plads i Helvede for den slags forlag, der tager imod en bog og derefter mishandler den ved manglende forfattersupport og korrektur!

Sådan en debutroman er der dog ikke tale om her. Jeg troede først at det måtte være en oversat bog af en etableret forfatter, så godt var mit indtryk af bogen. Og undskyld til forfatter Louise Haiberg for at tro at hun var en udenlandsk forfatter.

Dominic er en dæmon, en fordømt sjæl som gennem pinsler er blevet til en af Helvedes soldater i kampen mellem Guds engle og de faldne engle.

Ved ubarmhjertig nedslagtning af andre dæmoner har han tilkæmpet sig en plads som en af Lucifers generaler, øverst blandt dæmoner, direkte under djævlene. 

Mellem slagene broderer dæmonerne korssting på livet løs, for man skal jo have noget at tage sig til i evigheden. Hvor syret er det lige!

Det er dog ikke nok for Dominic, der begynder at stille sig selv flere og flere spørgsmål omkring både djævle og engle og krigen imellem dem.

Bogen springer i tid, så vi i fragmenter får Dominics historie fortalt - noget der fastholder spændingen omkring hans motiver og handlinger. I hele første del følger vi hans historie fra han blev dæmon og til den dag hvor han har en afgørende samtale med selveste ærkeenglen Michael. Trods det at han er ældre end Methusalem er han ung mand af sind: Højrøvet, selvfed og heldigvis også selvironisk. 

I anden del møder vi den faldne engel Syranthia, og derefter skiftes der synsvinkel fra kapitel til kapitel. Det virker først lidt forvirrende, men ret hurtigt opdager læseren at der er god grund til endnu en fortællerstemme. Hun ved nemlig ting han ikke ved, og hendes historie er på sofistikeret vis også en del af hans historie. Hun er desværre ikke helt så interessant som Dominic, måske også fordi vi ikke når at lære hende så godt at kende.

Som det fremgår af ovenstående, var det en virkelig god læseoplevelse, og jeg glæder mig meget til næste bind i serien, der ifølge Tellerup udkommer til november.

Suzanne Collins: Gregor i Underlandet

Som nogen måske vil vide, er Suzanne Collins forfatteren til den fantastiske Hunger Games trilogi. Men før hun begyndte at skrive ungdoms-sf-dystopi, skrev hun en række bøger om Gregor i Underlandet. De er ikke så  barske som Hunger Games-trilogien, og henvender sig da også til et noget yngre publikum.

Gregor er 11 år. Han bor sammen med sin mor og to mindre søstre i New York. Hans far forsvandt sporløst for tre år siden, og savnet og længslen efter faren løber som en rød tråd gennem bind 1.
En dag finder hans lillesøster Boots på 2 år en åbning i vaskekælderen. Hun falder naturligvis gennem åbningen, Gregor lige efter hende, og så falder de lige som Alice i Eventyrland, længe, længe, længe. Og lander blidt i Underlandet, hvor alt det småkravl vi ikke regner for noget, dels er i menneskestørrelse, dels er intelligent. Men ikke nødvendigvis venligsindet!
Her er også mennesker, og en profeti der nødvendigvis omhandler vor helt. Han skal redde menneskene i Underlandet ved at føre krig mod de onde og lede rotter.

So far, so good, ligner det en helt almindelig hjem-ud-hjem fantasy. Velskrevet, jovist, men ikke noget ualmindeligt. Men det kommer heldigvis!

Det ualmindelige ligger delvis i at Gregor på ingen måde ønsker at være profetiens kriger. Han er sådan set ligeglad med at skulle redde nogen - og hvordan var det også lige at en 11-årig skulle kunne det? - og han har sine helt egne selviske grunde til at gå med på at drage mod rotternes land.
Men især er det Boots. Boots er intet mindre end en fantastisk tilføjelse til historien. Hun er sjov, besværlig, lugter, er i vejen, er knuselskelig, lige som virkelige to-årige er det. Der er intet til at pille en helt ned som at skulle skifte lortebleer, for ikke at tale om når Boots' hysteriske vredesudbrud kan benyttes som krigsvåben.
Hun gør forskellen på den udmærkede, men noget rutineprægede præstation (et 10-tal i gamle dage) og rykker bogen op i superligaen af mindeværdige bøger.

Jeg har også læst bind 2 og 3 i serien, der på samme måde udnytter Boots' personlighed til at give bøgerne et frisk pust. Og så er det jo ikke småting en forfatter kan slippe af sted med når der er en to-årig heltinde til stede. Man kunne have frygtet at de næste bind blev lidt trætte, når Gregor efterhånden accepterede at han er en helt, der er skrevet profetier om, men med Boots til at drive historien frem er det ikke noget problem.

Både min 15-årige og min 9-årige testlæser har været særdeles velfornøjede med første bind, og jeg nyder at kunne formidle denne skønne serie til alle eventyrlystne læsere fra 9 år og op til mindst 42!

Sødetime for søde piger - Rosie Banks: Det fortryllede slot

Jeg er ved at forberede en bogcafé for tweens. Hvert år udtages nogle fokusgrupper, som bibliotekerne i min kommune så arbejder med. Og i 2014 er en af fokusgrupperne tweens, og jeg skulle finde på et arrangement for dem.

Hvis du tænker "Arrrrrrgh," er du på linje med mig. Men før jeg gik ud og begik selvmord med en sløv brødkniv kom jeg altså på at lave bogcafé. 

Fordelene er legio: Det koster kun de timer, jeg putter i det, det er noget hvor jeg kan bruge mit materialekendskab og mine vidunderlige formidlingsevner, og hvis der ikke kommer nogen, kan jeg bare genbruge det jeg har forberedt i 1-1 formidlingen i udlånstiden.
What's not to like?

Det eneste det betyder, er at jeg er 'nødt til' at læse en hulens masse nye børnebøger for at være opdateret. Normalt lystlæser jeg sådan mest de der bøger, som drenge også læser. Hestebøger og venindetrakasserier har egentlig aldrig været højt på min læseliste, mens ægte gys efterlader mig søvnløs og svedende i sengen uger efter.
Men altså, i den gode sags tjeneste har jeg reserveret mig igennem en hyldemeter (mindst!!) af litteratur for disse såkaldte tweens. Også hestebøger og tøzede ditto.

Nå men først snuppede jeg denne her lyserøde sag med glimmer og politisk korrekte piger udenpå for at se hvad der er indeni.

"Det fortryllede slot". Af Rosie Banks, første del af serien "Det hemmelige rige". 

Bogen er desværre fuld af billeder af de her tre piger, der næsten hele tiden smiler sødt. Men det skal der måske til for at sælge bøger til tøzer? Jeg har jo kun drenge derhjemme, og de er altså meget mere til zombier, Minecraft og dystopi. Selv ham der er tween. Men han er selvfølgelig heller ikke målgruppe for denne bog...

De tre søde piger Ella, Sofie og Jasmin, som er hjerteveninder og helt sikkert aldrig skændes eller går bag hinandens ryg, finder en æske, der kun kan åbnes når alle tre lægger deres hænder på låget. *Venskab*
Vips kommer alfen Trixi og Kong Munter ud af skabet, og kongen har en mission til pigerne, idet den onde dronning Malice vil ødelægge hans 1000 års fødselsdag.
Pigerne synes det er helt fantastisk og tager omgående med alf og konge igennem skabet (øjner man lige en Narnia-reference her?) og til hans kongeslot.
Den onde dronning har sendt onde følgesvende ud for at ødelægge fødselsdagen, bl.a. ved at gøre alle skuespillerne så triste at de ikke kan optræde for kongen og hans hof. Heldigvis kan de tre piger så let som ingenting ryste både kulisser, skuespil og sang ud af ærmerne. De optræder selv og bryder derved den onde forbandelse! Bare ondskab i vores verden var lige så  nem at klare!
Til sidst vender pigerne tilbage til deres egen verden, men de lover at komme kongen til undsætning igen, og dermed er der sået frø til en lang, lyserød serie.

Bortset fra de tøsede billeder inde i bogen er historien ganske ok. Uden at den siger det højt, handler den om at overvinde besværlighederne ved at være hjælpsom og ved at udnytte hinandens styrker. Og så selvfølgelig at venskab er stærkere end al ondskab, og det er selvfølgelig ikke så tosset.
Når jeg alligevel synes at det er rigelig karikeret, er det måske fordi at jeg er vant til bøger, hvor pigerne er lidt mere realistiske i deres personligheder. Jeg er vant til at andre forfattere af pige-bøger gør lidt mere ud af konflikterne i historien, f.eks. ved at pigerne bliver uenige og er nødt til at overvinde deres irritation-vrede-skuffelse-utilstrækkelighed for at historien kan ende godt.
Men hvis man bare vil have et eventyr hvor der ikke går noget galt, og hvor hovedpersonerne altid er søde og positive, kan man ikke gå galt i byen.

Så det er det, jeg vil sælge den på: De søde piger overvinder alt med deres sødme og sammenhold.

Og så skynde mig at læse 3. del af Lauren Olivers Delirium-trilogi: "Requiem", hvor jeg er 100% sikker på at pigerne ikke er ret søde, og at deres problemer er en del sværere at løse. Jeg er spændt på hvor galt den ender. Men mere om det så snart jeg har læst den færdig!