Jojo Moyes: Me before you (Mig før dig)

Egentlig var jeg i gang med at læse en god børnebog, men så faldt jeg over en helt fantastisk bog på arbejdet. Jeg ledte efter reserveringer, og så stod jeg pludselig med denne her i hånden.
Jeg har aldrig læst noget af Jojo Moyes før, men bagsideteksten var god (ja, jeg vælger også mine bøger på en god bagsidetekst), så jeg lod som om jeg ikke så den fesne forside og faldt i bogen med et plask!

Louisa Clark aka Lou er sådan stort set tilfreds med sit liv. Hun er servitrice i en lille café, har en kæreste der træner maraton hele tiden og som hun ikke holder så enormt meget af, og har ingen ambitioner overhovedet. Hun bor hjemme hos sine forældre samt storesøster Katrina og dennes lille søn Thomas. Familien har kun Lous og farens løn at opretholde livet med, så det er en katastrofe da Lous café lukker og hun bliver arbejdsløs.

Efter forsøg med McDonalds og den nærliggende kyllingefabrik får Lou noget overraskende en stilling som personlig hjælper for den unge Will Traynor, der har været ude for en voldsom ulykke der har skadet hans rygmarv og lammet ham, så han næsten intet kan selv.

Herfra skulle man tro at der var tale om en lidt chick-lit agtig romance med sygeplejersken der forelsker sig i den rige men skadede playboy og til sidst får de hinanden og han begynder at kunne gå igen.
Men sådan en bog er det slet ikke.

Begge personer har trods deres irriterende sider gode grunde til hvad de gør og ikke gør, og jeg kan desværre ikke referere noget som helst af det uden at mega-spoile læserens oplevelse. Men jeg lo undervejs og græd til sidst. Store, fede tårer faldt ned i aftensmaden på komfuret så der var lifligt saltet bagefter. Det satte mange, mange tanker i gang, fine tanker og fæle tanker, som nok skal bearbejdes lidt her bagefter.
Min eneste anke er, at jeg blev lidt forvirret over de korte fortælleskift undervejs, hvor vi skal se historien fra en bipersons vinkel i et enkelt kapitel. Men ok, det er en meget lille ting.

Bogen er oversat til dansk: "Mig før dig", så der er ingen undskyldninger for ikke at få sig en god omgang katharsis! Anbefales på det kraftigste til alle, der ikke behøver en lyserød forside for at græde, og også for mænd der tør læse en anderledes roman der egentlig ikke handler om kærlighed.

Louise Haiberg: Oprører (Dæmondræberen: 1)

Det var først da jeg var ca. halvvejs i denne bog, at jeg fandt ud af at jeg sad med en ung dansk forfatters debutbog. Der udkommer mange fantasy-bøger af håbefulde (ofte unge) debutanter, og ganske mange af dem lider af debutantsyge. Dette karakteriseres ved et eller flere træk: At historien er et opkog på en anden kendt fortælling (vælg selv mellem Ringenes Herre, Harry Potter, Dødsspillet (som godt nok er SF) eller Twilight.), er dårligt fortalt og evt. lider af ringe sprogbehandling samt ofte også dårlig korrekturlæsning/stavekontrol fra forlagets side. Der er en særlig plads i Helvede for den slags forlag, der tager imod en bog og derefter mishandler den ved manglende forfattersupport og korrektur!

Sådan en debutroman er der dog ikke tale om her. Jeg troede først at det måtte være en oversat bog af en etableret forfatter, så godt var mit indtryk af bogen. Og undskyld til forfatter Louise Haiberg for at tro at hun var en udenlandsk forfatter.

Dominic er en dæmon, en fordømt sjæl som gennem pinsler er blevet til en af Helvedes soldater i kampen mellem Guds engle og de faldne engle.

Ved ubarmhjertig nedslagtning af andre dæmoner har han tilkæmpet sig en plads som en af Lucifers generaler, øverst blandt dæmoner, direkte under djævlene. 

Mellem slagene broderer dæmonerne korssting på livet løs, for man skal jo have noget at tage sig til i evigheden. Hvor syret er det lige!

Det er dog ikke nok for Dominic, der begynder at stille sig selv flere og flere spørgsmål omkring både djævle og engle og krigen imellem dem.

Bogen springer i tid, så vi i fragmenter får Dominics historie fortalt - noget der fastholder spændingen omkring hans motiver og handlinger. I hele første del følger vi hans historie fra han blev dæmon og til den dag hvor han har en afgørende samtale med selveste ærkeenglen Michael. Trods det at han er ældre end Methusalem er han ung mand af sind: Højrøvet, selvfed og heldigvis også selvironisk. 

I anden del møder vi den faldne engel Syranthia, og derefter skiftes der synsvinkel fra kapitel til kapitel. Det virker først lidt forvirrende, men ret hurtigt opdager læseren at der er god grund til endnu en fortællerstemme. Hun ved nemlig ting han ikke ved, og hendes historie er på sofistikeret vis også en del af hans historie. Hun er desværre ikke helt så interessant som Dominic, måske også fordi vi ikke når at lære hende så godt at kende.

Som det fremgår af ovenstående, var det en virkelig god læseoplevelse, og jeg glæder mig meget til næste bind i serien, der ifølge Tellerup udkommer til november.

Camilla Wandahl: Havets tåre

Det nyeste påfund fra Zoom On er tilføjelsen 'romance' (og så et lyserødt hjerte, så man ikke er i tvivl). Jeg håber lidt at de potentielle læsere ikke bare tager bøgerne på romance-delen, for det ville faktisk være ærgerligt!

I "Havets tåre" er 16-årige  Lejla hovedperson. Hun var lige ved at drukne under en pludseligt opstået storm på havet for et år siden. Siden har hun ikke grædt, selv ikke da hendes forældre blev skilt.

Hendes morforældre inviterer hele familien (dog ikke Lejlas far) på krydstogt, og så sker der ting og sager. Lejla føler sig både frastødt og draget af havet, hun skal tage sig af sin irriterende kusine Vera på 14 år, og så er der Seth. Seth, som har grønt hår og gyldne øjne og er det lækreste, Lejla nogensinde har lagt øjne på.
Desværre er der også Seths flotte ekskæreste Ania med det brændende blik - og Lejlas mor der aldrig taler om noget der er vigtigt, men alligevel hele tiden vil tale med Lejla.

Historien handler ganske rigtigt om kærlighed, men jeg synes også den handler om at være ung og prøve at finde sine egne ben på trods af de modsatrettede krav, omgivelserne stiller. Og så synes jeg det var dejligt at bogen ikke kammede over i at handle om dødsønsker og den slags, selv om der på et tidspunkt er lagt op til det. Lejla er ikke specielt moden, men det passer måske meget godt med hvordan 16-årige piger er? Jeg har ingen piger selv, så jeg er både forskånet og afskåret fra at finde ud af det.

Alt i alt en fin læseoplevelse, som jeg tænker passer til piger fra ca. 11 år og opefter. Ikke som sådan en ungdomsbog, men det antyder forsiden heller ikke.