Jojo Moyes: Me before you (Mig før dig)

Egentlig var jeg i gang med at læse en god børnebog, men så faldt jeg over en helt fantastisk bog på arbejdet. Jeg ledte efter reserveringer, og så stod jeg pludselig med denne her i hånden.
Jeg har aldrig læst noget af Jojo Moyes før, men bagsideteksten var god (ja, jeg vælger også mine bøger på en god bagsidetekst), så jeg lod som om jeg ikke så den fesne forside og faldt i bogen med et plask!

Louisa Clark aka Lou er sådan stort set tilfreds med sit liv. Hun er servitrice i en lille café, har en kæreste der træner maraton hele tiden og som hun ikke holder så enormt meget af, og har ingen ambitioner overhovedet. Hun bor hjemme hos sine forældre samt storesøster Katrina og dennes lille søn Thomas. Familien har kun Lous og farens løn at opretholde livet med, så det er en katastrofe da Lous café lukker og hun bliver arbejdsløs.

Efter forsøg med McDonalds og den nærliggende kyllingefabrik får Lou noget overraskende en stilling som personlig hjælper for den unge Will Traynor, der har været ude for en voldsom ulykke der har skadet hans rygmarv og lammet ham, så han næsten intet kan selv.

Herfra skulle man tro at der var tale om en lidt chick-lit agtig romance med sygeplejersken der forelsker sig i den rige men skadede playboy og til sidst får de hinanden og han begynder at kunne gå igen.
Men sådan en bog er det slet ikke.

Begge personer har trods deres irriterende sider gode grunde til hvad de gør og ikke gør, og jeg kan desværre ikke referere noget som helst af det uden at mega-spoile læserens oplevelse. Men jeg lo undervejs og græd til sidst. Store, fede tårer faldt ned i aftensmaden på komfuret så der var lifligt saltet bagefter. Det satte mange, mange tanker i gang, fine tanker og fæle tanker, som nok skal bearbejdes lidt her bagefter.
Min eneste anke er, at jeg blev lidt forvirret over de korte fortælleskift undervejs, hvor vi skal se historien fra en bipersons vinkel i et enkelt kapitel. Men ok, det er en meget lille ting.

Bogen er oversat til dansk: "Mig før dig", så der er ingen undskyldninger for ikke at få sig en god omgang katharsis! Anbefales på det kraftigste til alle, der ikke behøver en lyserød forside for at græde, og også for mænd der tør læse en anderledes roman der egentlig ikke handler om kærlighed.

Kristina Ohlsson: Glasbørnene

Billie på 12 år og hendes mor flytter fra deres hus i Kristiansstad til et lille træhus i Åhus, 20 km væk. Billies far er død og hendes mor mener at det vil være bedre for dem at flytte væk. Billie er slet ikke enig, og hun synes at både det nye hus og ham der viser det frem til dem, er underlige og uhyggelige.
Men Billies mor synes om huset og køber det inklusive alle de gamle møbler den forrige familie har efterladt.
Snart sker der sære og urovækkende ting i huset, ting som kun Billie lægger mærke til. En lampe i loftet svinger frem og tilbage selv om der ikke er træk i huset. Genstande skifter plads, og nogle gange banker det på vinduet ind til Billies værelse om natten. Og når hun nævner det for sin mor, bliver hun affærdiget.
Heldigvis har hun sin gode veninde Simone og sin nye ven Aladdin til at hjælpe sig, og de tre børn går på jagt efter sandheden. Med stædighed og gå på-mod opsøger de bibliotek, arkiv, museum og diverse gamle mennesker der kender til husets tragiske historie og kan føje brikker til puslespillet om glasbørnene.
Billies sorg er ret underspillet, og jeg kan godt lide at hverdagslivet fylder mest. Sorgen findes, vreden findes, frygten findes, men det er også hverdag og der er venner og familie der skal passes.
Bogen har et godt flow, og læseren venter med spænding på en rimelig forklaring. Er der tale om spøgelser, eller er vi ude i en kriminalroman?
I mit bibliotek står bogen placeret i 'mystik', og det synes jeg passer godt til den.
Jeg synes nok at man skal være i hvert fald 10 år og en god læser, og så skal man have sans for det gådefulde.

Tor Erling Naas: Abefjæs. Illustreret af Sigbjørn Lilleeng

Martins far er død. Martin og hans mor flytter fra sted til sted. Moren tager et job, så et til og så et tredje, og så flytter de. I reglen når Martin lige er faldet til og har fået et par venner.
Men i de flyttekasser der aldrig bliver pakket ud - hvor farens ting ligger - finder Martin en dag en minidiskoptager. Det var hans fars, og den er fuld af musik.
Den sidste optagelse er dog ikke musik, men noget helt andet...

Abefjæs er en interessant blanding af ungdomsroman og superheltetegneserie. Tilsat et par solide skefulde hemmeligheder, løgne, mysterium og science fiction bliver læseren smidt rundt i mange genrer i løbet af fortællingen.
Martin er ramt af sorg og frustration, der udløses i natlige ture oppe i de højeste bygninger i byen. Han kan ikke selv rigtig huske dem, men de tiltrækker sig efterhånden større og større opmærksomhed fordi han efterlader sig tydelige spor. Hans vrede mod sin hemmelighedsfulde mor vokser sig større og større efterhånden som minidiskens indhold tvinger ham til at stille spørgsmålstegn ved alt hvad han tror han ved.

Undervejs gik jeg fra den ene teori til den anden om hvad der egentlig var sket for Martins familie, men historien foretager mange uventede drejninger, så det var faktisk først hen imod slutningen at jeg var ved at forstå hvad det hele gik ud på.
De tegnede dele handler om hvad Martin oplever, de skrevne dele er hans diktat til minidisken om hvad der sker i hans liv. Bogen spænder over ungdomslivets fortrædeligheder, graffiti og parkour, dagbogsgenren og den gedigne spændingsroman med et mysterium som omdrejningspunkt.

Jeg er lige ved at tro at selv min hårdhudede yngste søn (næsten 10 år gammel) ville kunne have glæde af denne hybrid, men jeg vil mene at den henvender sig til både unge og unge voksne fra omkring 14 år og opefter.