Jojo Moyes: Me before you (Mig før dig)

Egentlig var jeg i gang med at læse en god børnebog, men så faldt jeg over en helt fantastisk bog på arbejdet. Jeg ledte efter reserveringer, og så stod jeg pludselig med denne her i hånden.
Jeg har aldrig læst noget af Jojo Moyes før, men bagsideteksten var god (ja, jeg vælger også mine bøger på en god bagsidetekst), så jeg lod som om jeg ikke så den fesne forside og faldt i bogen med et plask!

Louisa Clark aka Lou er sådan stort set tilfreds med sit liv. Hun er servitrice i en lille café, har en kæreste der træner maraton hele tiden og som hun ikke holder så enormt meget af, og har ingen ambitioner overhovedet. Hun bor hjemme hos sine forældre samt storesøster Katrina og dennes lille søn Thomas. Familien har kun Lous og farens løn at opretholde livet med, så det er en katastrofe da Lous café lukker og hun bliver arbejdsløs.

Efter forsøg med McDonalds og den nærliggende kyllingefabrik får Lou noget overraskende en stilling som personlig hjælper for den unge Will Traynor, der har været ude for en voldsom ulykke der har skadet hans rygmarv og lammet ham, så han næsten intet kan selv.

Herfra skulle man tro at der var tale om en lidt chick-lit agtig romance med sygeplejersken der forelsker sig i den rige men skadede playboy og til sidst får de hinanden og han begynder at kunne gå igen.
Men sådan en bog er det slet ikke.

Begge personer har trods deres irriterende sider gode grunde til hvad de gør og ikke gør, og jeg kan desværre ikke referere noget som helst af det uden at mega-spoile læserens oplevelse. Men jeg lo undervejs og græd til sidst. Store, fede tårer faldt ned i aftensmaden på komfuret så der var lifligt saltet bagefter. Det satte mange, mange tanker i gang, fine tanker og fæle tanker, som nok skal bearbejdes lidt her bagefter.
Min eneste anke er, at jeg blev lidt forvirret over de korte fortælleskift undervejs, hvor vi skal se historien fra en bipersons vinkel i et enkelt kapitel. Men ok, det er en meget lille ting.

Bogen er oversat til dansk: "Mig før dig", så der er ingen undskyldninger for ikke at få sig en god omgang katharsis! Anbefales på det kraftigste til alle, der ikke behøver en lyserød forside for at græde, og også for mænd der tør læse en anderledes roman der egentlig ikke handler om kærlighed.

Kristina Ohlsson: Glasbørnene

Billie på 12 år og hendes mor flytter fra deres hus i Kristiansstad til et lille træhus i Åhus, 20 km væk. Billies far er død og hendes mor mener at det vil være bedre for dem at flytte væk. Billie er slet ikke enig, og hun synes at både det nye hus og ham der viser det frem til dem, er underlige og uhyggelige.
Men Billies mor synes om huset og køber det inklusive alle de gamle møbler den forrige familie har efterladt.
Snart sker der sære og urovækkende ting i huset, ting som kun Billie lægger mærke til. En lampe i loftet svinger frem og tilbage selv om der ikke er træk i huset. Genstande skifter plads, og nogle gange banker det på vinduet ind til Billies værelse om natten. Og når hun nævner det for sin mor, bliver hun affærdiget.
Heldigvis har hun sin gode veninde Simone og sin nye ven Aladdin til at hjælpe sig, og de tre børn går på jagt efter sandheden. Med stædighed og gå på-mod opsøger de bibliotek, arkiv, museum og diverse gamle mennesker der kender til husets tragiske historie og kan føje brikker til puslespillet om glasbørnene.
Billies sorg er ret underspillet, og jeg kan godt lide at hverdagslivet fylder mest. Sorgen findes, vreden findes, frygten findes, men det er også hverdag og der er venner og familie der skal passes.
Bogen har et godt flow, og læseren venter med spænding på en rimelig forklaring. Er der tale om spøgelser, eller er vi ude i en kriminalroman?
I mit bibliotek står bogen placeret i 'mystik', og det synes jeg passer godt til den.
Jeg synes nok at man skal være i hvert fald 10 år og en god læser, og så skal man have sans for det gådefulde.

Louise Haiberg: Oprører (Dæmondræberen: 1)

Det var først da jeg var ca. halvvejs i denne bog, at jeg fandt ud af at jeg sad med en ung dansk forfatters debutbog. Der udkommer mange fantasy-bøger af håbefulde (ofte unge) debutanter, og ganske mange af dem lider af debutantsyge. Dette karakteriseres ved et eller flere træk: At historien er et opkog på en anden kendt fortælling (vælg selv mellem Ringenes Herre, Harry Potter, Dødsspillet (som godt nok er SF) eller Twilight.), er dårligt fortalt og evt. lider af ringe sprogbehandling samt ofte også dårlig korrekturlæsning/stavekontrol fra forlagets side. Der er en særlig plads i Helvede for den slags forlag, der tager imod en bog og derefter mishandler den ved manglende forfattersupport og korrektur!

Sådan en debutroman er der dog ikke tale om her. Jeg troede først at det måtte være en oversat bog af en etableret forfatter, så godt var mit indtryk af bogen. Og undskyld til forfatter Louise Haiberg for at tro at hun var en udenlandsk forfatter.

Dominic er en dæmon, en fordømt sjæl som gennem pinsler er blevet til en af Helvedes soldater i kampen mellem Guds engle og de faldne engle.

Ved ubarmhjertig nedslagtning af andre dæmoner har han tilkæmpet sig en plads som en af Lucifers generaler, øverst blandt dæmoner, direkte under djævlene. 

Mellem slagene broderer dæmonerne korssting på livet løs, for man skal jo have noget at tage sig til i evigheden. Hvor syret er det lige!

Det er dog ikke nok for Dominic, der begynder at stille sig selv flere og flere spørgsmål omkring både djævle og engle og krigen imellem dem.

Bogen springer i tid, så vi i fragmenter får Dominics historie fortalt - noget der fastholder spændingen omkring hans motiver og handlinger. I hele første del følger vi hans historie fra han blev dæmon og til den dag hvor han har en afgørende samtale med selveste ærkeenglen Michael. Trods det at han er ældre end Methusalem er han ung mand af sind: Højrøvet, selvfed og heldigvis også selvironisk. 

I anden del møder vi den faldne engel Syranthia, og derefter skiftes der synsvinkel fra kapitel til kapitel. Det virker først lidt forvirrende, men ret hurtigt opdager læseren at der er god grund til endnu en fortællerstemme. Hun ved nemlig ting han ikke ved, og hendes historie er på sofistikeret vis også en del af hans historie. Hun er desværre ikke helt så interessant som Dominic, måske også fordi vi ikke når at lære hende så godt at kende.

Som det fremgår af ovenstående, var det en virkelig god læseoplevelse, og jeg glæder mig meget til næste bind i serien, der ifølge Tellerup udkommer til november.

Tor Erling Naas: Abefjæs. Illustreret af Sigbjørn Lilleeng

Martins far er død. Martin og hans mor flytter fra sted til sted. Moren tager et job, så et til og så et tredje, og så flytter de. I reglen når Martin lige er faldet til og har fået et par venner.
Men i de flyttekasser der aldrig bliver pakket ud - hvor farens ting ligger - finder Martin en dag en minidiskoptager. Det var hans fars, og den er fuld af musik.
Den sidste optagelse er dog ikke musik, men noget helt andet...

Abefjæs er en interessant blanding af ungdomsroman og superheltetegneserie. Tilsat et par solide skefulde hemmeligheder, løgne, mysterium og science fiction bliver læseren smidt rundt i mange genrer i løbet af fortællingen.
Martin er ramt af sorg og frustration, der udløses i natlige ture oppe i de højeste bygninger i byen. Han kan ikke selv rigtig huske dem, men de tiltrækker sig efterhånden større og større opmærksomhed fordi han efterlader sig tydelige spor. Hans vrede mod sin hemmelighedsfulde mor vokser sig større og større efterhånden som minidiskens indhold tvinger ham til at stille spørgsmålstegn ved alt hvad han tror han ved.

Undervejs gik jeg fra den ene teori til den anden om hvad der egentlig var sket for Martins familie, men historien foretager mange uventede drejninger, så det var faktisk først hen imod slutningen at jeg var ved at forstå hvad det hele gik ud på.
De tegnede dele handler om hvad Martin oplever, de skrevne dele er hans diktat til minidisken om hvad der sker i hans liv. Bogen spænder over ungdomslivets fortrædeligheder, graffiti og parkour, dagbogsgenren og den gedigne spændingsroman med et mysterium som omdrejningspunkt.

Jeg er lige ved at tro at selv min hårdhudede yngste søn (næsten 10 år gammel) ville kunne have glæde af denne hybrid, men jeg vil mene at den henvender sig til både unge og unge voksne fra omkring 14 år og opefter.

David Fermer: Verdens hårdeste kamp (Team Z: 3)

Jeg har en hel stak bøger liggende som jeg ikke nåede at læse inden jeg skulle have bogcafé. Men nu har jeg så haft lidt tid igen, og en bog der lige fangede mig var denne.

Team Z er en slags fodbold-hold i fremtiden eller en fremtidig parallelverden.
Pepe, Kim Li, Tom, Louis, Lilly, Ben, Nelson, Hannah, Halip og Santos bor i Zenitropa. De bliver trænet af Reza, og har lige fået en invitation til at deltage i den verdensberømte fodboldturnering Cirklen i byen TerraF.
Men det er ikke nogen helt almindelig turnering. Banen er rund, og ændrer sig hele tiden. Huller opstår eller forhindringer dukker op, der kræver akrobatiske færdigheder og styrke.
Børnene får lov at deltage på den betingelse at de lærer parkour, så de kan klare fælderne i turneringen. Louis må ikke deltage, da hans far blev invalid efter en ulykke i Cirklen. Men da børnene finder på at spørge Louis' far om han vil være deres træner, får han alligevel lov.

Bogen, der er en typisk "let at læse for de store" er elementært spændende, og selv om jeg hverken spiller fodbold eller dyrker parkour, var det fedt at læse om kampene og de vanskeligheder, holdet kæmper med.

Der er også sabotage involveret, så børnenes sammenhold og styrke bliver testet undervejs.
Jeg var vældig godt underholdt og bliver så absolut nødt til at læse de to første bind i serien.

Bogcafé og arbejdsglæde

I går var det dagen, jeg har arbejdet mig hen imod i lang tid. Anne Christines bogcafé for børn. Jeg har læst over 30 bøger, lavet folder til børnene og stikord til mig selv (30 bøger x mindst 3 navngivne personer kræver noteapparat).
Jeg var vældig spændt, for det var et sats: Kommer der nogen eller ej?

Stolene var stillet frem, alle bøgerne stod monteret på bordet med forsiden op og frem. Alt parat.

Kl. 11 stod de første børn klar. En mor, en far, 6 drenge og en pige satte sig til rette. Jeg fortalte og viste forsider. Klubben af Line Leonhardt var jeg særligt omhyggelig med formidlingen af. Den er nemlig rigtig fæl, og hvis man holder af små nuttede pelsdyr såsom dværghamstre skal man ikke læse denne bog.
Den blev nu lånt ud alligevel, sammen med en hel masse andre af de bøger, jeg viste frem.

Lidt over 12 var flokken dampet af og jeg kunne nå en bid frokost.
Lidt i 13 var jeg klar til at pakke væk og gå i gang med lidt hygge-revidering og oprydning i biblioteket, da 3 piger kom for også at få en solid dosis personlige anmeldelser. En lillesøster lyttede også med, og en pige, der ellers ikke gad det dér bogcafé kom til at sætte sig ned - og lånte også en bog med bagefter.

Så - succes! Totalt hyggeligt og jeg fik godt nok lånt en masse bøger ud. Det vil jeg gerne gøre igen måske til næste år?

Anne-Marie Donslund: Skate "Ramz"

Der er gang i anmelderiet, for på lørdag er der bogcafé for børn, og jo mere jeg har formuleret, jo bedre tror jeg selv på at det går! Jeg har fået lavet en pæn lille folder til formålet - jeg har lagt forsiden af den nederst i dette indlæg.

Der skrives mange bøger med fokus på drengeliv i øjeblikket. Jeg tror der er en mere eller mindre skjult dagsorden om at få flere drenge til at læse skønlitteratur - tiden må vise om det virker.

Skate "Ramz" er første del i en ny dansk skater-serie.
Teenagerne Rasmus "Ramz", Gustav "Gus" og Holger bruger al deres tid på at stå på skateboard. Skole, piger og forældre interesserer dem kun for så vidt at de kan undgå ballade. Men der er langt til den nærmeste skaterpark, så de tre drenge ønsker mere end noget andet at få bygget en i deres by.
De finder en forladt fabrikshal der ville egne sig perfekt til formålet. Men i hallen bor skralderen PsykoSvend, der måske er en sindssyg morder.
Da Rasmus mister sin fødselsdagsgave, et splinternyt supersejt skateboard, i den nedlagte fabrik kommer der skub i sagerne.

Som mor til en teenage-dreng synes jeg sproget mellem drengene er ret godt ramt. Jeg kender ikke så meget til skater-fagsproget, men selve omgangstonen og humoren virker autentisk. Når de tager pis på billetdamen i toget eller hadelæreren Brian Bæ er det lige i øjet.
Det virker også godt at drengene ikke er superdygtige til deres skatertricks, og at meget af tiden går med at samle sig selv op efter et fald.

Forældrene ligner også nogen jeg kender! Spændet mellem at være skideflinke og helt vildt irriterede/irriterende er godt ramt.

Den eneste jeg ikke er helt vild med, er hjemløse PsykoSvend. Drengenes skræk for ham er fint beskrevet, men det er godt nok belejligt at han lige har de egenskaber der kan gøre deres drøm til virkelighed. Men det er selvfølgelig nice at tænke sig at den slags kunne ske.

Wish me luck this saturday!