Nå men jeg kom til at tænke på et spil, der hedder "The last of us". Det handler om manden Joey, der samler den 14-årige pige Ellie op og rejser med hende gennem en post-apokalyptisk verden hvor store dele af menneskeheden er blevet angrebet af en svamp, der gør dem til en slags zombier. Historien er virkeligt spændende, grafikken er overlegen, og det fedeste i verden er at se på mens den store dreng spiller med en af sine venner, mens de analyserer og fortolker spillet som om de havde dansktime. De er selvfølgelig ikke klar over, at det er dét, de gør :-)
De to hovedpersoner kæmper hårdt for at redde sig selv og hinanden i en verden der er helt smadret, og hvor man ikke engang kan stole på de andre raske mennesker, man møder.
Og grunden til at jeg kom til at tænke på dette spil, er den bog, jeg lige er blevet færdig med: Ashes.

Alex og verdens mest irriterende 8-årige pige: Ellie, møder Tom, der er veteran fra Afghanistan. De tre kæmper for at overleve i ødemarken, hvor mangel på mad og rent vand er lige så farligt som de zombier der gerne vil æde dem.
Undervejs bliver de splittet fra hinanden, og cirka halvvejs inde i bogen skifter den karakter, da Alex alene og i meget dårlig tilstand når frem til byen Rule. Her er der en blanding af børn og gamle mennesker, og så nogle ganske få teenagere der ligesom Alex har overlevet EMP'en.
Det er ikke tilfældigt at byen hedder Rule. Der er mange regler, og de er ikke alle sammen af det gode. Alex bliver nødt til at få orden på sine prioriteter og finde ud af hvad hun vil bruge sit liv til. Og så ender bogen i øvrigt i den vildeste cliffhanger, så nu bliver jeg nok nødt til at købe de næste to bind.
Foreløbig er det nemlig kun bind 1, der kan lånes fra folkebibliotekerne.
Jeg havde egentlig håbet på at det var en stand alone-bog.
På den anden side kan jeg næsten ikke vente på at læse videre om Alex og den voldsomme verden hun befinder sig i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar