Min mor ringede for en uges tid siden for at høre om jeg ville have et lam. Men jeg ville kun have ½. Der skal også være plads til det i fryseren, og vi skal også nå at spise det.
Så søndag formiddag stod jeg med 1 stor lammekølle, 1 stor bov, et stykke med ribben, en hals, ½ lever samt et stort stykke ryg.
What to do?
Det er så her, jeg er blevet så overlykkelig for youtube. Her kan man se tåbelige videoer om mangt og meget, men man kan også få hjælp til de ting man kun gør en gang i mellem eller måske for allerførste gang.
F.eks. at udbene en lammekølle eller en lammebov.
Jeg følte mig som en super-chef da jeg flåede skulderbladet fri af boven!
Vi spiste ribbenene til aftensmad og smed det udbenede kød i fryseren sammen med knoglerne, ryggen og halsen.
Vi skal have lavet en masse iransk mad af det: Mahiche ba baghali polo, Ghorme sabsi og kebab. Opskrifter følger, det lover jeg.
Ribbenene skar jeg fri af hinanden efter jeg havde fjernet en masse fedt. Gned dem med olivenolie, salt og peber og penslede dem med noget røget barbecue-ketchup. Ind i ovnen i en god halv time ved 200 grader. Og så dejlige nordjyske kartofler, skåret i kvarter, olierede og saltede og lidt hvidløg over. Jeg laver altid dobbelt så mange som jeg egentlig tror vi kan spise! Den slags 'pommes frites' er ret populære blandt mændene i huset.
Eneste anke var fra min store dreng - at der var for lidt kød, men at det dog blev opvejet af den passende mængde af kartofler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar